Silkeborg by

Socialt ansvar: Silkeborg-virksomheder hædret for deres indsats

Foto: Silkeborg kommune

Silkeborg Kommune hylder hvert år virksomheder, der løfter et stort socialt ansvar i kommunen. Fredag 17. december 2021 fik PFP A/S CSR-prisen, mens Ren Service A/S for andet år i træk modtog RSV-prisen.

Hvert år uddeler Silkeborg Kommune CSR- & RSV-prisen til virksomheder, som gør en særlig indsats for at fastholde medarbejdere, ansatte nye, kompetente medarbejdere gennem jobcentret og hjælpe menneske, der i en periode har brug for støtte til igen at blive en del af arbejdsmarkedet.

I alt 33 virksomheder var indstillet til de to priser, der fredag blev uddelt.

PFP A/S vinder CSR-prisen

Prisen som årets Corporate Social Responsibility-virksomhed blev PFP A/S, og prisen blev overrakt til økonomichef Susanna Tegtmeier.

CSR-prisen uddeles hvert år for at fremhæve og belønne de virksomheder, der løfter et stort socialt ansvar. CSR-prisen uddeles til en konkret virksomhed i kommunen, som i særlig grad har udvist stor social ansvarlighed, og som har været dygtige til at inkludere borgere, som ellers har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

– I år går prisen til en virksomhed, der altid er proaktive, og som tager et stort socialt ansvar. Den virksomhed er PFP A/S. Stort tillykke med prisen. En velfortjent anerkendelse af den forskel, I som virksomhed gør hver dag, sagde formanden for Arbejdsmarkedsudvalget Morten Høgh.

Ren Service A/S årets socialøkonomiske virksomhed for andet år i træk

Årets socialøkonomiske virksomhed blev for andet år i træk Ren Service A/S, der var repræsenteret af Henry Jeppesen, som er direktør og ejer af virksomheden, samt Pia Rosenkilde, Lotte Gårn Gulstad og Charlotte Nielsen, der er medarbejdere ansat i flexjob i Ren Service A/S.

l Silkeborg Kommunes strategi for social økonomi 2020-2025 er ambitionen at skabe bæredygtig vækst, hvor det både handler om den økonomiske bundlinje og den sociale bundlinje. Derudover går de socialøkonomiske virksomheder i samarbejde med Silkeborg Kommune forrest i forhold til social ansvarlighed og bidrager til, at endnu flere borgere får muligheden for at blive en del af arbejdsmarkedet og dermed oplever en øget livskvalitet.

Ren Service A/S har i flere år arbejdet tæt sammen med Silkeborg Kommune med fokus på socialøkonomiske arbejdspladser, og virksomheden blev registreret socialøkonomisk virksomhed i marts 2019.

Stort tillykke til de to vindere. Tak for indsatsen og bidraget til bæredygtig vækst, social ansvarlighed af øget livskvalitet hos flere borgere i Silkeborg Kommune.

Kommentarer