Lokal Grøn Trepart Randers Fjord holder fremdriften: 36 nye projektansøgninger sendt afsted
Det pressede miljø i fjord og hav har akut brug for hjælp. I Grøn Trepart Randers Fjord er der trods debatten på landsplan fortsat fremdrift i samarbejdet om at gøre en lokal forskel i kommunerne langs Gudenåen og de tilstødende vandløb. Foto: Troels Mikkelsen, Wing Photo.
Trods den verserende debat holder kommunerne i Randers Fjord-oplandet “snuden i det fælles spor” og fortsætter arbejdet med projekter, som bidrager til et bedre vandmiljø, en mindre klimabelastning, mere natur og lavere regulering af landbruget. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Der er betydelig debat og usikkerhed omkring den kommende kvælstofregulering og Grøn Trepart, når det gælder arbejdet med at omstille landet i en mere grøn retning, hvor arealer på landet i den forbindelse skal omlægges i stor stil på få år. Samtidigt har det pressede miljø i fjord og hav akut brug for hjælp.
I Lokal Grøn Trepart Randers Fjord er der trods debatten på landsplan fortsat fremdrift i samarbejdet om at gøre en lokal forskel i kommunerne langs Gudenåen og de tilstødende vandløb. Med det fælles formål for øje, at naturen i Randers Fjord skal få det bedre, fortæller forperson i den lokale Trepart, Niels Christian Selchau-Mark.
– Det vigtigste lige nu er, at vi stadig sidder omkring det samme bord. Vi er ikke enige om alt, og den nye regulering giver anledning til reelle bekymringer. Men lokalt har vi valgt at holde fast i dialogen og i de projekter, der kan gøre en konkret forskel for Randers Fjord, klimaet og naturen. De mange nye ansøgninger viser, at arbejdet faktisk bevæger sig fremad, siger han.
36 nye mulige projekter på vej
Fremdriften hen over sommeren består af 36 nye ansøgninger om forundersøgelse indsendt af de 13 kommuner og de lokale enheder af Naturstyrelsen, som står for projekterne i ådalene i trepartens område.
– Kommer der tilsagn til forundersøgelserne, ser vi ind i flere tusind hektar jord på lavbund, som i fremtiden både kan binde CO2, holde næringsstoffer tilbage fra å, fjord og hav samt give mere natur, fortæller næstforperson Kim Lykke Jensen
– I treparten er vi enormt fokuserede på at få indtegningerne i omlægningsplanen omsat til konkrete projekter, og i den forbindelse er den aktuelle uro en reel barriere, som skal forceres. Det er i alles interesse, at vi hurtigst muligt får skabt de miljø- og klimamæssige resultater for dermed at sikre, at landbruget får lettet på det varslede reguleringstryk. Derfor skal vi holde snuden i det fælles spor, lyder meldingen.
Usikkerhed skal håndteres – og må ikke bremse fremdriften
Usikkerheden fylder dog meget for tiden i landbruget, fortæller Finn Bay-Smidt og Flemming Ejlersen, som repræsenterer landboforeningerne Midtjylland og Kronjylland og dermed tegner landbruget i Lokal Grøn Trepart Randers Fjord:
– Vi er ganske bekymrede for, at den store usikkerhed hos landbrugerne ændrer på deres motivation til at indgå i projekterne. At det ikke giver mening for dem at bidrage med deres jorder til de projekter, som netop skal være med til at reducere behovet for regulering på markfladen. Dén usikkerhed ønsker vi bliver håndteret hellere i dag end i morgen, siger de.
At der skal handles nu på usikkerhederne hos landbruget, er Danmarks Naturfredningsforenings repræsentanter i treparten, Hanne Wind-Larsen og Michael Dickenson, enige i.
– For os er det afgørende, at fremdriften fortsætter. Randers Fjord og vandmiljøet har brug for, at projekterne bliver til virkelighed, og vi ønsker både mere og bedre sammenhængende natur. Samtidig forstår vi den usikkerhed, som mange lodsejere oplever lige nu. Derfor er der brug for klare rammer, så vi kan fastholde tempoet og få de gode projekter gennemført.
Fakta om Trepart Randers Fjord
11 kommuner har politiske repræsentanter i Lokal Grøn Trepart Randers Fjord:
- Favrskov
- Hedensted
- Horsens
- Ikast-Brande
- Norddjurs
- Randers
- Silkeborg
- Skanderborg
- Syddjurs
- Viborg
- Aarhus.
- Viborg Kommune
Odder og Vejle Kommuner har administrativ observatørstatus. Dermed omfatter samarbejdet i alt 13 kommuner.
Viborg Kommune varetager sekretariatet.


Kommentarer