Samfund

Skægkærskolen skifter fra naturgas til grøn lokalvarme

Foto: Silkeborg Kommune

Som det første projekt af sin art i Danmark gennemfører en kommune og et forsyningsselskab et stort lokalvarmeprojekt.

Den eksisterende varmecentral på Skægkærskolen sælges til Silkeborg Forsyning, som lader denne indgå som en del af varmeproduktionen i en effektiv udrulning af grøn lokalvarme til 110 nye boliger i Sejling.

Til foråret tager Silkeborg Forsyning første spadestik til en stor varmepumpe (luft-til-vand), som skal levere lokalvarme til 110 nye boliger i Sejling og Skægkærskolenn.

Lokalvarme er betegnelsen for varmepumpedrevet fjernvarme. Samtidig udnyttes de eksisterende investeringer i naturgasvarmeanlægget på Skægkærskolen, der kommer til at fungere som reserve på meget kolde dage, hvor varmebehovet overstiger varmepumpens kapacitet. Silkeborg Forsynings beregninger viser, at fordelingen i varmeproduktionen vil ligge på ca. 85 procent til varmepumpen og ca. 15 procent til gaskedlen.

Det er første gang i Danmark, at en skole omlægger varmeforsyningen og samtidig bliver en del af varmeforsyningen i et lokalområde. Lokalvarmeprojektet har vakt stor interesse, fordi eksisterende investeringer i et varmeanlæg på en skole udnyttes til en effektiv udrulning af grøn lokalvarme. Projektet bliver derfor et interessant demonstrationsprojekt for den danske energisektor.

Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Silkeborg Forsyning, Dansk Fjernvarme og naturgasdistributionsselskabet Evida. Projektet forventes at stå færdigt i sensommeren 2022.

Silkeborg Kommunes klimastrategi er at blive CO2-neutral i 2025, og projektet er en del at kommunens klimaplan. Både Silkeborg Kommune og Silkeborg Forsyning er centrale drivkræfter bag den lokale grønne omstilling i Silkeborg.

Silkeborg Kommune har netop vundet kategorien ’Grøn udvikling’ i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet i Danmark på grund af store energiinvesteringer, god affaldssortering og konkrete C02-mål.

Fakta

  • Lokalvarme fra varmepumper udfaser det meste af gassen på Skægkærskolen og i hallen og skal forsyne 110 nye boliger i Sejling
  • Projektet kombinerer gas og el som brændsel i en klimavenlig retning, så CO2-udledning reduceres
  • Der kigges allerede på om konceptet kan rulles ud i andre byer uden for det almindelige fjernvarmenet med lignede store kommunale bygninger, som er naturgasopvarmet

Kommentarer