Debat og politik

Kommuner og Region Midtjylland satte klima-dilemmaer på spil

Foto: René Just Poulsen, Region Midtjylland.

Klimaet forandrer sig, og det påvirker samfund og lokalbefolkning. Det kræver handling og samarbejde på tværs af kommunegrænser. Derfor deltog repræsentanter fra Region Midtjylland og kommunerne i dag i en klima-workshop, der gennem bl.a. oplæg og spil satte fokus på klimatilpasning af regionens byer og områder, når vandstanden stiger. 

Klimaforandringerne betyder, at hav, åer og kloakker vil flyde over. Det rammer de mennesker, boliger, erhvervsliv og natur, der befinder sig i udsatte områder. 

Hvordan beskytter man sig så mod det vand, der kommer? 

Det inviterede Region Midtjylland, DK2020 Midtjylland, Coast to Coast Climate Challenge og Teknologirådet i dag til workshop for at undersøge og diskutere. Fokusset var strategisk planlægning, klimatilpasning og -forebyggelse i udviklingen af danske byer. 

– For klimatilpasning er samarbejde nøgleordet, for klimaet er ligeglad med kommunegrænser. Det er en god idé at være fælles om at løse fælles problemer, og det gør vi ved at supplere hinanden og dele viden og udvikling, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bent Graversen (V). 

Workshoppen havde deltagelse af repræsentanter fra både Region Midtjylland og kommunerne i regionen. 

Ud over oplæg og rundvisning på oplevelsesparken Naturkraft i Ringkøbing havde Teknologirådet i samarbejde med Region Midtjylland og Coast to Coast Climate Challenge lavet et realistisk og dilemmafyldt klimaspil. Her skulle deltagerne sammen diskutere og træffe svære beslutninger, der potentielt kunne få alvorlige fremtidige konsekvenser for kommende generationer i spillet. 

– Det er ikke nyt for os, at vi har en udfordring med vandmasserne, der ligger og venter forude, og vi er vant til at gribe fat på tværs af kommunegrænser. Desuden er vi vant til at samles i både større og mindre fora, og det er vejen frem, tænker jeg, siger Marianne Bredal, formand for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Struer Kommune. 

Regeringen arbejder på at kunne præsentere en national klimatilpasningsplan i løbet af 2022, og for Region Midtjylland handler klimatilpasning om at være på forkant med at finde nye løsninger og nye organisationsformer for bedst mulig tilpasning til de nye vilkår, når klimaet forandrer sig. 

Det er regionsrådets vision, at Region Midtjylland i 2030 har varetaget klimaforandringerne offensivt og omsat udfordringerne til samfundsmæssige forbedringer og nye forretningsmuligheder. 

Kommentarer