Samfund

Hospitalsenhed Midt modtager ros fra både patienter og fødende

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

Patienter og fødende i Hospitalsenhed Midt er fortsat rigtig godt tilfredse. Det viser tal for den Landsdækkende Patienttilfredshedsundersøgelse, LUP 2021.

Uanset om du kommer med et akut problem eller om du har en planlagt aftale på et af hospitalerne i Viborg, Silkeborg eller Skive, så viser årets LUP, at både patienter og fødende er rigtig godt tilfredse med den behandling, de modtager.

Undersøgelsen er foretaget blandt 5.687 patienter, der enten har været akut indlagt, planlagt indlagt eller i ambulant behandling på en afdeling på et af de tre regionshospitaler. Derudover deltager 172 fødende kvinder i undersøgelsen med oplevelserne af deres forløb.

Samlet ligger besvarelserne, med få undtagelser, på niveau med eller over landsgennemsnittet.

Flotte resultater skyldes personalet

Især bemærkes det, at især akutområdet har opnået flot fremgang på patienttilfredsheden. Både på akutmodtagelse, på akutklinikker og på akut indlagte patienter har Hospitalsenhed Midt haft en flot fremgang i tilfredsheden det seneste år.

– De flotte resultater skyldes i høj grad alle vores dygtige medarbejdere og ledere i Hospitalsenhed Midt. De yder en kæmpe indsats hver eneste dag for at give patienter og fødende den bedste behandling og de bedst mulige forløb, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen på vegne af hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt, som ud over hospitalsdirektøren består af lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen og sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen.

Ud over en stor tak og ros til personalet sender hospitalsdirektøren desuden en stor tak af sted til de 5.859 patienter og fødende, der har taget sig tid til at besvare spørgeskemaerne i LUP 2021.

LUP er under forandring

LUP er under udvikling. Fra at have indsamlet data tre måneder om året, overgik indsamlingen i november 2021 til løbende indsamling. Det får ikke betydning for årets undersøgelse, men ved LUP 2022 kan det få betydning for sammenligningsgrundlaget med tidligere års undersøgelser.

Som noget nyt bliver LUP spørgeskemaerne sendt ud i patientens e-boks, men vil fremadrettet også blive suppleret med fysiske spørgeskemaer, da ikke alle patienter bruger e-boks.

LUP Somatik rummer tre undersøgelser – dels for akut indlagte patienter, dels for planlagt indlagte patienter og dels for planlagt ambulante patienter.

LUP Akut rummer svar fra patienter på akutmodtagelsen og patienter på akutklinikker.

LUP Fødende bedømmer den hjælp, de modtager fra deres fødested før, under og efter fødslen.

Kommentarer