Kultur

Halvvejs mod Paris blev fejret med bobler og kransekage

Her ses seks ryttere og to servicefolk fra Ørum i Tjele, som er en del af det samlede hold, Team Rynkeby Søhøjlandet.

Team Rynkeby Søhøjlandet, som har deltagere fra Viborg, Silkeborg og omegn nåede tirsdag et milepunkt på turen til Paris, nemlig halvvejsstregen. Det blev fejret med champagne og kransekage, da holdet nåede frem til overnatningshotellet i Tyskland.

Dagens distance bød på 163 kilometer inklusive lidt omveje på grund af vejarbejde og holdet har nu samlet kørt 744 kilometer. Dermed resterer der 556 kilometer til det endelige mål i Paris.

Dagen var en varm en af slagsen, hvor nogle af rytternes temperaturmålere viste op til 36 graders varme, hvilket tærer på kræfterne og hvor kroppen har brug for store mængder væske – op til 4 – 5 liter på en etape.

Onsdag sættes kursen mod Holland og slutter i Belgien med en tur på 166 kilometer og rytterne kan samtidig se frem til flere højdemeter end hidtil på turen.

Kommentarer