Grauballe

Grønt lys til stor skov i Eriksborg

En skov på 300 hektar ved den nye bydel Eriksborg er kommet et skridt nærmere, efter at byrådet den 28. marts godkendte en samarbejdsaftale mellem Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen. Skoven skal være et grønt og rekreativt område for bydelens beboere og være med til at beskytte fremtidens drikkevand og optage CO2.

Den nye skov får navnet Eriksborg Skov og kommer til at strække sig hele vejen fra Grauballe til Nisset og kan potentielt blive 300 hektar. Det er dobbelt så stort som Lysbro Skov vest for Silkeborg by.

Skoven skal være med til at sikre, at byudvikling og naturen går hånd i hånd i den nye bydel Eriksborg til gavn for både naturen og friluftslivet. Ligeledes skal de mange træer være med til at optage CO2 og sikre de grundvandsmagasiner, der ligger under jorden i projektområdet, og dermed sikre rent drikkevand mange år fremover.

Udviklingen vil ske over flere etaper

Udviklingen af Eriksborg Skov er ikke noget, der sker over én nat. En forudsætning for skoven er, at lodsejerne inden for projektområder frivilligt vil sælge deres jord til projektet.

Derfor vil skoven blive plantet i etaper i takt med, at Kommunen og Naturstyrelsen får mulighed for at opkøbe jord. Samarbejdsaftalen mellem de to parter løber derfor over de næste tyve år.

Silkeborg Kommune bidrager med 32,4 mio. til opkøb af jord over tyve år (svarende til 60 procent), og Naturstyrelsen står for de resterende 40 procent.

Naturstyrelsen afholder endvidere alle omkostninger til plantning, nødvendig rekreativ infrastruktur mv. og bliver fremtidig ejer af skoven.

Kommentarer