Kjellerup

EM i kano og kajak 2022: Silkeborg er vært for sportsevent i verdensklasse

Foto: Silkeborg kommune

Fra 25. til 31. juli afvikles europamesterskaberne i kano og kajak i hjertet af Silkeborg.

Der er store sportsoplevelser på programmet i Danmarks Outdoor Hovedstad i sommeren 2022. Silkeborg byder velkommen til ca. 600 internationale deltagere til europamesterskaberne, herunder nogle af de bedste i verden.

Et af højdepunkterne bliver, når verdens- og europamesteren i maratonkajak fra Silkeborg Kajakklub, Mads Brandt Pedersen, skal forsvare sin titel på hjemmebane. Derudover har Danmark flere unge medaljehåb i spil.

– At ro EM her i Silkeborg, det betyder utrolig meget. Både at skulle vise Silkeborg frem til alle kajakroerne, men også at ro foran sin hjemby og præstere her. Jeg tror vi kan forvente nogle helt vildt gode præstationer. Vi har et bredt hold og rigtig stærke roere, både i ungdomsklasserne og seniorklasserne. Så jeg tror vi kommer til at klare os rigtig godt. Og så håber jeg at der kommer nogle medaljer med hjem, fortæller Mads Brandt Pedersen.

Det er dog ikke kun deltagerne, der glæder sig til at indtage midtbyen i Silkeborg.

– Det betyder meget for os at lægge vand og by til europamesterskabet. Silkeborg er en af de førende kajak-byer i Europa. Vi har et stærkt og levende foreningsliv med et hav af talenter og så har vi meget at byde på med nogle helt enestående rammer i Danmarks Outdoor Hovedstad, siger borgmester Helle Gade.

Silkeborg er hjemby for en af Danmarks største kajakklubber og er fuld af muligheder for selv at komme en tur på vandet i kano eller kajak.

Ikke kun for vandsports-entusiaster

Selvom der er kælet for detaljerne til alle dem, der elsker vandsport – så er der også noget for dem, der ikke har øjnene stift rettet mod pointtavlen.

– For at opgradere hele publikumsoplevelsen har vi med dette mesterskab valgt noget helt nyt. Vi har lagt banen foran Rådhuset – i hjertet af Silkeborg. Det giver for det første plads til mange flere tilskuere, men det giver os også mulighed for at etablere et stort street food marked og masser af aktiviteter for hele familien i forbindelse med selve mesterskabet. Vi har haft stor fokus på at binde byen og naturen sammen. Med byen, shoppingmuligheder og restauranter lige ved siden af stævnepladsen, så får vi skabt en god synergi til handelslivet, fortæller John Bøgelund Frederiksen, Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune

Der er fri adgang til tilskuerpladsen med tribune og de øvrige områder.

Kommentarer