Samfund

Corona-lukning kan give mindre julestress

Flere får stress efter jul, viser tal fra Topdanmarks sundhedsforsikring. Foto: Colourbox

Hjerternes fest er også en travl tid for mange, og efter højtiden – i januar og februar – stiger antallet af stresstilfælde normalt hos danskerne. Nedlukningen af samfundet i forbindelse med Covid-19 kan give lidt mere ro på, men samtidig åbner det op for en anden risiko, vurderer Topdanmark.

Når julegaverne er pakket ud, den sidste risalamande spist og den juleresiderende familie er taget hjem bliver flere danskere ramt af symptomer som hjertebanken, hovedpine svedeture og andre stresssymptomer.

Over de seneste to år har der blandt kunderne i pensions- og forsikringsselskabet Topdanmark været hele 43 pct. flere stresstilfælde i januar end på en normal måned.

Mønsteret er typisk og skyldes, at mange gaber over for meget i juleperioden, har høje forventninger, som ikke bliver indfriet og ikke får ladet op i ferien. I år kan det dog blive anderledes, fordi Covid-19 har aflyst mange arrangementer og sat en grænse for juleudfoldelserne og hvor mange ting, vi skal. Sådan lyder vurderingen fra Vivian Weis Byrholt, der er adm. direktør i Topdanmark Livsforsikring.

”Normalt stiger stresstilfældene betydeligt, når danskerne vender tilbage fra juleferie. Mange knokler med en masse private ting i december: Har du børn, så er du måske til juleafslutning i gymnastikskolen, samtidig går du byen tynd for at finde den helt rigtige julegave til tante Oda og laver mad og hjemmebag til den store guldmedalje. På arbejdet bliver nogle af opgaverne måske udskudt, så arbejdspuklen bliver større i det nye år. Det kan alt sammen give anledning til flere stresstilfælde i januar og februar, når hverdagen vender tilbage,” siger Vivian Weis Byrholt, adm. direktør i Topdanmark Livsforsikring.

Dermed er årets første måned også en af de travleste måneder for medarbejdere i Topdanmarks sundhedscenter, der bl.a. kan hjælpe kunder videre til psykolog eller tilbyde dem hjælp via telefonrådgivningen Stressfri.

Mindre juleglitter i 2020

Vivian Weis Byrholt henviser til, at juleferien ikke altid bliver det, man måske havde håbet. Mange får ikke slappet af, og tiden i familiens skød i juledagene bliver måske knapt så idyllisk, som man havde forestillet sig. Med Covid-19-pandemien og de lukninger af restauranter, kulturliv og forretninger samt forsamlingsforbud etc., det har ført med sig, står denne jul for mange på mere tid derhjemme.

”Jeg tror, at folk vil være mindre stressede efter jul i år, fordi vi på grund af Covid-19-restriktionerne er samlet til færre arrangementer som juleklip, julekoncerter, julefrokoster og lignende. Så der bliver nok mere hygge i nattøj og færre lakerede negle i denne december. Og når det endelig skal være, så er det udmærket i den forstand, at man også skal huske at holde helt fri og måske endda kede sig en gang i mellem,” siger Vivian Weis Byrholt.

Til gengæld kan starten af det nye år blive hård, særligt for de danskere, der er i risikogruppen for at udvikle en depression. Ifølge Psykiatrifonden kæmper mellem 100.000-200.000 danskere med en depression, og flest rammes om vinteren.

”Den mørke årstid er i forvejen højsæson for ikke kun stress, men også depressioner. I år kan vi ikke f.eks. rejse, samles mange eller gå ud og spise. Vi har måske travlt på arbejde, og mange har ikke kollegerne at snakke med, fordi de arbejder hjemmefra. Det er særligt hårdt for dem, der i forvejen er psykisk pressede, og mens jeg tror, at tallene for stress meget vel kan blive lidt lavere end normalt i årets første måneder, så kan jeg være bekymret for, at der er flere, der får en depression henover januar og februar,” siger Vivian Weis Byrholt.

Gode råd: Undgå stress i og efter julen

  • Lys luft og motion: Vinteren er en meget mørk tid på vores breddegrader. Sørg for at få noget lys og om muligt lidt sol – selvom solen er en sjælden gæst i december og udlandsrejser frarådes grundet Covid-19-restriktioner. Gå ture i dagtimerne – både hvis du har fri og om muligt også, hvis du arbejder hjemmefra. Du arbejder mere effektivt bagefter, og mange arbejdspladser bakker op om det. Ellers kan du f.eks. sætte dig med lysterapilampe og få lys fra den. Tag en tur på cykel, gå eller løb udenfor i det omfang, det er muligt. Motion med moderat intensitet er godt mod stress.
  • Undgå D-vitaminmangel. Spis D-vitamin gennem kosttilskud, tag en ordentlig sildemad eller spis laks jævnligt. D-vitaminmangel er udbredt om vinteren, og det giver mindre energi, hvilket kan forværre stress og depressionssymptomer. Derudover kan D-vitaminmangel være kilde til mange livsstilssygdomme. I Danmark er solen ikke stærk nok om vinteren, til at du kan optage D-vitamin fra den.
  • Prioriter tiden: Selvom der muligvis er mindre julestress i år, så kan du give dig selv mere tid ved at købe nogle af gaverne online. Brug tid på familie og venner inden for Covid-19-restriktionerne og den sociale boble, men prioriter om nødvendigt også lidt tid til f.eks. meditation – gerne foran en lysterapilampe, så du samtidig får lys. Meditation har videnskabeligt dokumenteret effekt mod stress. Forventningsafstem med familie og venner og sæt julearrangementerne i kalenderen i god tid.
  • Lær at sige fra: Selvom det er vigtigt at prioritere andre, kan der være situationer, hvor du også må prioritere at sige fra over for arrangementer eller pligter i julen, som du reelt ikke har tid til – eller ikke kan overskue. Det er heller ikke obligatorisk, at du altid skal lave al mad selv fra bunden. Få nogen til at hjælpe dig eller køb evt. noget af maden udefra.
  • Gå glad på juleferie og kom godt tilbage. En af de største kilder til stress op til og efter en ferie kan være bunker af ufærdige opgaver på arbejdet, som du ikke kan nå før ferien, og som giver en ekstra pukkel efter ferien. Vær ekstra opmærksom på planlægningen af dine sidste arbejdsdage før ferien og sørg så vidt muligt for at få en afklaring på opgaver inden ferien. Pas på dig selv, når du starter op efter ferien igen – tag de lettere opgaver og start ikke ud med meget lange arbejdsdage.

*Tallene er fra Topdanmarks sundhedsforsikring, hvor ca. 100.000 danskere er forsikret.

Kommentarer