Livsstil og forbrug

Vand fra historisk kilde i Silkeborg sat til salg

Foto: Silkeborg kommune

Vandet fra Arnakkekilden tappede og brugte Carlsberg i 45 år til deres ikoniske og hedengangne kurvand. Nu er den historiske kildes vand igen sat til salg af Silkeborg Kommune i et meget sjældent udbud.

Du kan måske huske Carlsberg Kurvand? I 45 år var det en af danskernes foretrukne kildevand, men i 2021 stoppede produktionen på grund af stor nedgang i efterspørgslen fra restauranter og caféer som følge af corona-nedlukningen.

Kilde- og danskvanden fik sit navn efter Silkeborg Vandkuranstalt, som åbnede i 1883, og brugte kildevandet til at gøre syge og dårlige bedre med masser af kurbade og kurvand. Kuranstalten lukkede 100 år efter. I dag bliver bygningerne, som er de ældst bevarede kurbygninger i Danmark, brugt af KunstCentret Silkeborg Bad.

Millioner af liter vand til salg

Det er rigtig mange liter kildevand, der er til salg. I 2018 tappede Carlsberg ikke mindre end 6,8 mio. liter kildevand. Silkeborg Kommune har også åbnet for, at den nye tapper både kan bestå af ét bryggeri eller en sammenslutning af bryggerier.

Uanset hvem aftageren bliver, så skal firmaet ifølge et nationalt regulativ skrive på flasken, at kildevandet stammer fra Arnakkekilden. Frem til 28. august er det muligt at afgive bud på tapningen.

Om vandet

Arnakkekilderne – som er et kildeområde med flere udspring – springer med 750.000 liter vand i døgnet uanset regn eller tørke med en konstant temperatur på syv grader.

Kilderne får sit vand fra Silkeborg Vesterskov, hvor det passerer 15 mio. år gamle jordlag, hvor det optager mineraler, så når det kommer ud ved foden af skrænterne og løber ud i Ørnsø, er det naturligt mineralvand med højt indhold af jern, kalcium og natrium.

Er du interesseret i at byde – eller at læse mere om historien – kan du finde informationer om det her.

Fakta

  • Silkeborg Vandkuranstalt åbner i 1883
  • Silkeborg Brøndanstalt tappede i 1880’erne vand fra Arnakkekilden til Silkeborg Jærnvand.  I 1918 skifter Silkeborg Vandkuranstalt navn til Silkeborg Bad
  • Fra 1968 tappede Neptun kildens vand og solgte det som kurvand på flaske. Neptun tappede fra 1976 også for Carlsberg, som overtog eneretten på aftapningen i 1992
  • Silkeborg Bad lukker i 1983
  • Silkeborg Kommune køber i 1992 bygningerne og tager sammen med andre initiativ til at stifte den selvejende institution KunstCentret Silkeborg Bad
  • KunstCentret Silkeborg Bad åbner i 1998 for publikum efter renovering og udbygning
  • Carlsberg opsiger i 2021 kontrakten og stopper med at tappe fra kilden
  • Silkeborg Kommune sætter retten til at tappe fra Arnakkekilden til salg

Kommentarer