Tag tilbage til stenalderen i efterårsferien
Måske overvejer du at tage i sommerhus i efterårsferien, eller booke hotel for at opleve storbyens puls med teatre og shopping for øje. Men stop lige engang! Hvorfor ikke i stedet tage med på en rejse tilbage til stenalderen, når Museum Silkeborg i efterårsferien arrangerer udendørs aktiviteter for børn, forældre og andre interesserede.
Byen fejrer i år 175-års jubilæum, men der har faktisk været menneskelig aktivitet her på egnen i tusindvis af år.
”Når man går rundt i byen i dag, kan det være svært at forestille sig, at hele området engang har været dækket af en stor urskov, hvor der levede vildsvin, urokser og elge. Men dengang – for tusindvis af år siden – løb der også en å gennem dalen, hvor Silkeborg ligger i dag, og vi ved, at der levede jægere og samlere langs åen”, fortæller museumsformidler Gry Keller Ekmann
Allerede i stenalderen havde menneskene opdaget, at det var godt at leve her på egnen. Der var gode muligheder for jagt i skovene og fiskeri i åen. På museet kan man se fund, som viser, at stenalderfolket for 9.000 år siden sad omkring bål og huggede flint her på Silkeborgegnen.
I efterårsferien vil der i anledning af udstillingen ”Silkeborg Outdoor -fra overlevelse til oplevelse” være stenalder-aktiviteter i museumshaven. Her kan du være med til at opstille en jagthytte, som den kan have set ud i stenalderen, slå flint, sno bast og lave smykker af naturmateriale. Man kan også bruge kræfter på at grutte korn med en sten og bage sit eget brød over bål som i bondestenalderen og få nogle ægte stenalderfund i hænderne.
Kommentarer