Samfund

Smitten er stabil og flere end 50.000 er nu færdigvaccinerede i Silkeborg

Feriestatus på coronasmitte og vaccinationer i Silkeborg mandag 2. august 2021

Smitten har de seneste 14 dage ligget stabilt.

I de to første ferieuger af juli er smitten steget på grund af den meget smitsomme Delta-virusvariant. I de to sidste uger af juli har smitteniveauet dog ligget stabilt, og antallet af smittede svinget mellem 3 og 17 hver dag. Torsdag 1. juli var der 0 nye smittede og smitteniveauet lå lavt på kun 5 smittede den seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Herefter steg smitten, og de seneste to uger har smitten ligget på et niveau mellem 70-95 smittede seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Hverken sogne eller hele kommunen er i risiko for nedlukning, men pas fortsat på hinanden. Hold afstand, bliv testet og gå i isolation ved symptomer på smitte.

Den ekstra smitsomme Delta-variant dominerer

Den ekstra smitsomme Delta-variant er nu helt dominerende i Danmark. Den er ca. dobbelt så smitsom som den engelske variant, som hidtil har domineret. Den engelske variant var samtidig ca. dobbelt så smitsom, som den virus, der spredte sig, da epidemien begyndte for 17 måneder siden.

Det er især unge, som smittes

Det er især unge op til 30 år som i øjeblikket smittes, fordi aldersgrupperne endnu ikke er færdigvaccinerede. Kun meget få over 50 år er smittet, fordi aldersgrupperne er færdigvaccinerede.

Smitten ventes at stige efter ferien

På grund af den meget smitsomme Delta-variant ventes smitten at stige, når folk vender hjem fra ferie og begynder på arbejde, og børn begynder i skolen.

Børn opfordres til at blive vaccineret inden skolestart

Sundhedsstyrelsen opfordrer forældre til at lade deres 12-15-årige børn blive vaccineret inden skolestart. Selv om en stor del af befolkningen er færdigvaccineret, kan den meget smitsomme Deltavariant holde epidemien i gang blandt ikke-vaccinerede unge. Selv om de fleste børn ikke bliver så syge, at de skal indlægges på hospital, er de vaccinerede børn med til at beskytte bedsteforældre, andre ældre samt borgere, der er i særlig risiko for alvorlig sygdom, hvis de bliver smittet.

Vaccinen beskytter mod smitte og alvorlig sygdom

Færdigvaccinerede er godt beskyttet mod smitte og alvorlig sygdom. På trods af den meget smitsomme Delta-variant bliver kun få over 50 år smittet, da de er færdigvaccinerede. Langt hovedparten af dem, der i dag bliver smittet er unge, der endnu ikke er færdigvaccinerede samt andre ikke-vaccinerede. Vaccinationscentrene har mange ledige tider til vaccination på www.vacciner.dk.

Smittestatus mandag 2. august 2021

9 (-1) er testet positive det seneste døgn.
81 (+2) er testet positive den seneste uge.
84 (+2) pr. 100.000 indbyggere er testet positive den seneste uge.
92 (+6) testkorrigeret = lav incidens (Hvis over 500 lukkes kommunen ned)
3.373 i alt er testet positive siden pandemiens udbrud.
Tallene indeholder kun PCR-test. (+/- i forhold til tallet i går)

Vaccinationsstatus

Vaccinationerne skrider hurtigt frem. Alle over 50 år, der vil vaccineres, er nu færdigvaccinerede i Silkeborg Kommune. Mere end halvdelen af befolkningen er færdigvaccineret og over 70 % har fået 1. stik:
68.641 (71,0 %) af alle Silkeborgs borgere har fået 1. vaccination.
51.471 (53,2 %) er færdigvaccinerede.

Kommentarer