Små hunde hitter – men tænk dig om: Små hunde har også store behov
Karantæne og hjemsendelse har betydet, at flere danskere end før har anskaffet sig en ny følgesvend. Særligt mange små hunde har fundet nye hjem.
En våd snude og et par bløde poter er noget, som mange danskere har en svag side for. Hunden er nemlig danskernes foretrukne kæledyr. Og det har sjældent været mere udtalt end under corona-krisen.
Nye tal fra Dansk Kennel Klub viser, at i forhold til august og september sidste år, blev der registreret 26 procent flere hunde i de danske hjem, og særligt små hunde har vakt begejstring hos danskerne. En tendens der ikke overrasker adfærdskonsulent hos DKK, Lise Lotte Christensen.
– Fælles for mange af de mindre hunderacer er, at de lettere tilpasser sig ejerens liv end større racer. I en travl hverdag er de små hunde nemmere at have med på farten og kræver ikke samme plads i hjemmet, som store hunde, siger hun.
– Men alle hunde, uanset størrelse, skal både socialiseres og trænes. Der ser vi, at corona-karantæne har været en god mulighed for en god start med hunden, hvor den trygt kan tilvænnes familiens rutiner og træne alenetid i hjemmet.
En opgørelse fra Dansk Hunderegister viser, at blandt andre racerne Fransk Bulldog og Shih Tzu er højt på ønskelisten.
Små hunde kan også have store problemer
Når flere lader sig overtale af de små hundes udseende, overser man, at under overfladen gemmer der sig også udfordringer. Små hunde har nemlig ofte særlige krav til pleje og helbred, som kræver grundig research inden valget falder på en af dem.
Det fortæller Britt Bækbo Holm, der er dyrlæge hos veterinærvirksomheden Virbac. Hun fremhæver tre vigtige faktorer, som fremtidige hundeejere bør overveje om de er klar til at tage ansvar for, inden valget falder på en mindre hund.
Tænderne er udsat: Små hunde har ofte store tandproblemer. Flere af dem kræver forebyggende tandpleje og allerbedst tandbørstning. Et fast årligt forebyggende tandtjek hos dyrlægen hvor tandsten fjernes vil også være gode foranstaltninger. Uden forebyggelse kan hunden danne parodontose der, foruden tand- og mundsmerter, kan udvikle sig til infektion, som kan spredes gennem blodbanerne og give anledning til små betændelser andre steder i kroppen. Samme betændelse kan også sætte sig omkring tandroden og danne tandbyld, som kræver at tanden opereres ud.
Aktivering er vigtig:
Små ben betyder ikke mindre aktivering af hunden. Gode gåture og leg er også vigtig for små hunde. På linje med de store hunde veksler behovet blandt de små hunderacer. Hvis hverdagen er hektisk og travl, bør man undersøge på forhånd, hvad hunden har brug for af motion og aktivering. Uden den nødvendige aktivering går det ud over hundens fysiske og mentale velbefindende, hvilket på den lange bane skaber adfærdsproblemer.
Nuttethedsfaktoren:
Det er med hjertet og følelser, at vi vælger vores næste pelsede ven. Og selvom mange af de små hunde let vinder vores hjerter, er det vigtigt at sætte sig ind i de enkelte hunderacer. Både adfærd og behov veksler i høj grad fra race til race. Derfor er det vigtigt, at både hund og ejer matcher hinandens tid og krav. Dansk Kennel Klubs portal købhund.dk er et godt sted at læse om hunderacerne forskellige baggrund og behov.
Dansk Hunderegisters mest populære hunde: 1. Labrador, 2. Bichon Havanais, 3. Golden Retriever, 4. Fransk Bulldog, 5. Schæfer, 6. Shih tzu, 7. Coton de Tulear, 8. Svensk/Dansk Gårdhund, 9. Malteser, 10. Cavalier King Charles Spaniel.
Kommentarer