Thorning

Skumringshygge på Blicheregnen

Foto: Museum Silkeborg Blicheregnen

Oplev skumringen med Blicher-fortællinger og sange i bindingsværkshuset E Thueninghus i Thorning. Lørdag 17. september kl. 19.30 er der skumringshygge med fortællinger og sange af St. St. Blicher og Mikkel Hartvig Haaning. En del af Fortællefestivalen. 

I samarbejde med Den Gamle Biograf i Kjellerup, foreningen Kjellerup – borgernes by, og Udviklingslaboratoriet på Blicheregnen arrangerer museet Fortællefestival med Blicher-fortællinger og musik i E Thueninghus. 

Oplev egnens hyggelige bindingsværkshus E Thueninghus i skumringen, når vi lytter til fortællinger af St. St. Blicher og synger nogle af hans mest elskede sange. Lyt til Mikkel Hartvig Haanings Blichersange, og mærk roen sænke sig i skumringen. Vi tænder op i brændeovnen, der er kaffe på kanden og sødt til ganen. 

Som præst kom Blicher hos alle i sognet, også hos beboere i E Thueninghus, og nu er der en enestående mulighed for at komme på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Blicher travede egnen tyndt og fandt inspiration til sine digte og noveller. 

Huset stammer fra 1700-tallet, og det er normalt ikke åbent for publikum, men denne aften slår museet dørene op til en hyggelig aften i stearinlysets skær. 

Begrænsede pladser – husk tilmelding via www.museumsilkeborg.dk

Kommentarer