Livsstil og forbrug

Silkeborggenser fik en hestesko på julemarked, købte en kupon og vandt en million i Lotto

Silkeborgenseren fejrede gevinsten ved at dele penge ud på gaden.

Måske er det ikke bare gammel overtro, at en hestesko bringer held.

I hvert fald tilsmilede heldet en mand fra Silkeborg, lige efter han havde fået en hestesko på et julemarked. Med gaven fulgte en opfordring fra den glade giver.

-Jeg fik hesteskoen af en smed, og da han gav mig den, sagde han: ”Jeg har lavet den her til dig, gå ind og køb dig en Lotto kupon på vejen hjem”, fortæller manden, der har valgt at være anonym.

-Jeg havde godt nok allerede købt en kupon til den lørdag allerede, men når nu smeden sagde, at hesteskoen gav lykke, så kunne jeg ikke helt lade være.

På vej hjem mod Silkeborg kørte han derfor fordi en af Danske Spils forhandleren for at købe endnu en kupon. Det var en god beslutning, for det var netop den ekstra kupon, der senere udløste den ene af de to faste Millionærgarantier på en million kroner.

Hævede penge og delte ud

Da midtjyden søndag efter Lotto trækningen kunne konstatere, at han havde vundet en million, kunne han ikke holde nyheden for sig selv.

-Jeg har selvfølgelig fortalt det til mine nærmeste venner og familie, og dem skal jeg da dele noget af gevinsten med, fortæller den nyslåede millionær.

Men familien er ikke de eneste, der får glæde af midtjydens gevinst.

-Jeg stod ved banken nogle dage efter for at hæve nogle penge, og så var der en dame, der havde glemt sin pung og ikke kunne komme med bussen. Så sagde jeg: ”Ved du hvad, her er lige 500 kroner, jeg har lige vundet i Lotto”, og så gav jeg hende 500 kroner, fortæller vinderen og fortsætter:

-Og så kom der tre små skolepiger gående og de snakkede om, at de godt ville have noget slik, så dem gav jeg også lige 100 kroner hver og sagde, at de kunne gå over og snolde i Rema 1000.

Kommentarer