Silkeborg i hård økonomisk opbremsning
Økonomi- og Erhvervsudvalget har på et ekstraordinært møde tirsdag 28. juni 2022 besluttet at spare 84 mio. kr. i indeværende år for at håndtere en forventet overskridelse af den serviceramme, som er aftalt mellem KL og Finansministeriet. Gør kommunen ikke noget, er der udsigt til, at kommunen skal betale en økonomisk sanktion – en ’bøde’ til staten – på 60-80 mio. kr.
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede på det ekstraordinære møde, at kommunens merforbruget på ca. 114 mio. kr. til børn og unge med særlige behov, socialområdet, ældreområdet og kollektiv trafik nulstilles, så udgifter og indtægter i budgetterne balancerer. Derefter skal alle kommunens serviceområder bidrage med besparelser på i alt 84 mio. kr. Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede også, at organisationen kan anvende ansættelsesstop, sætte ansættelser på pause og udskyde ansættelser for at nå besparelsen.
Besparelsen på 84 mio. kr. fordeler sig således:
- Økonomi- og Erhvervsudvalget: 32 mio. kr.
- Plan- og Vejudvalget: 10 mio. kr.
- Klima- og Miljøudvalget: 0 mio. kr.
- Kultur-, Fritids-, Idræts- og Outdoorudvalget: 3 mio. kr.
- Sundheds- og Nærhedsudvalget: 2 mio. kr.
- Ældreudvalget: 12 mio. kr.
- Arbejdsmarkedsudvalget: 6 mio. kr.
- Socialudvalget: 4 mio. kr.
- Dagtilbud-, Skole og Familieudvalget: 15 mio. kr.
Besparelserne gennemføres for at mindske risikoen for at få en ’bøde’ i form af en sanktion til staten for at overskride servicerammen for 2022, som er aftalt mellem KL og Finansministeriet. Det bliver de enkelte, politiske fagudvalg, som i august skal indstille til byrådet, hvilke korrigerende handlinger, der foreslås gennemført for at nå besparelsen.
Økonomi- og Erhvervsudvalget valgte at prioritere besparelsen mellem kommunens serviceområder frem for at gennemføre en generel besparelse på 2 % på alle serviceområder. Socialudvalget er et af de udvalg, der skal spare mindst, mens Økonomi- og Erhvervsudvalget skal løfte den største besparelse. Besparelserne vil nu blive fordelt på de enkelte bevillinger og dermed kommunens driftsafdelinger og stabe.
Allerede ved budgetopfølgningen i marts blev organisationen bedt om at træde på bremsen, men siden er udgifterne på de store velfærdsområder fortsat steget mere end forventet. Byrådet besluttede derfor at fremrykke den næste budgetopfølgning med en måned fra 30. juni til 31. maj, og den økonomiske situation blev derfor drøftet på det ekstraordinære møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget 28. juni 2022.
Kommentarer