Samfund

Silkeborg har Danmarks 5. billigste administration

Foto: Silkeborg Kommune

I de seneste ca. 15 år har Silkeborg år efter år ligget blandt de allerbilligste kommuner i Danmark målt på de samlede administrationsudgifter pr. indbygger. Nye tal fra Indenrigs- og Boligministeriet viser, at Silkeborg er Danmarks 5. billigste blandt de 98 kommuner.

Hvert år sammenligner Indenrigs- og Boligministeriet kommunernes udgifter til administration med en række nøgletal.

De samlede administrationsudgifter: Danmarks 5. billigste

I de seneste ca. 15 år har Silkeborgs samlede udgifter til administration pr. indbygger ligget blandt de billigste kommuner i Danmark. I 2021 er Silkeborg den 5. billigste kommune blandt Danmarks 98 kommuner. Kommunens udgifter til administration pr indbygger er i dag den samme som for fem år siden i 2017. Udgifterne ligger samtidigt 6 % under det, man burde forvente ud fra kommunens rammevilkår. Pr. indbygger bruger Silkeborg Kommune 8.402 kr. til den samlede administration i 2021. Det er 1.214 kr. mindre pr. borger end gennemsnittet blandt kommunerne i Danmark.

Udgifter til chefer og administrative støttefunktioner: 14% lavere end forventet

I de samlede udgifter til administration er det ikke udgifterne til centrale chefer, som tynger. Ser man alene på udgifterne pr. indbygger til chefer og administrative støttefunktioner er Silkeborg den 9. billigste kommune i Danmark. Kommunens udgifter til chefer og administrative støttefunktioner faldet 2,6 % over de seneste fem år og med 0,8 % alene fra 2020-21. Udgifterne ligger samtidigt 14 % under det, man burde forvente ud fra kommunens rammevilkår.

Udgifter til decentrale ledere: 12% lavere end forventet

I de samlede udgifter til administration ligger udgifterne til decentrale ledere også i den billige ende. Udgifterne er faldet 7,8 % over de seneste fem år og 3,3 % alene fra 2020-21. Her ligger udgifterne 12% under det, man burde forvente ud fra kommunens rammevilkår.

Udgifter til myndighedspersonale: Danmarks 4. højeste

Ser man derimod på den del af de samlede udgifter til administration, som går til det personale, der sagsbehandler borgernes sager, ser billedet helt anderledes ud. Det skyldes, at byrådet har prioriteret administrativt personale til at løse opgaver tæt på borgerne. Det vil sige til myndighedsbehandlingen af borgernes sager, bl.a. på beskæftigelsesområdet, inden for teknik- og miljøområdet og socialtilsynet. Udgifterne til myndighedspersonale er Danmarks 4. højeste og 35 % højere end det, man burde forvente ud fra kommunens rammevilkår. Det er igen i år Danmarksrekord. Trods de høje udgifter til myndighedspersonale er Silkeborgs samlede udgifter til administration fortsat Danmarks 5. billigste. 

Kommentarer