Kultur

Så er der edderbroderemig broderiværksted på Blicheregnen!

Foto: Museum Silkeborg, Blicheregnen

Har du en holdning til klima, køn, corona eller noget helt fjerde, så kig forbi Museum Silkeborg Blicheregnen i påsken, 14. – 18. april. Her kan du få afløb for alle dine frustrationer, når vi åbner kaffestuen for broderiværkstedet, hvor alle meninger og holdninger er velkomne, eller du kan bare hygge dig med at brodere. Det er ikke en workshop men et hyggeligt frirum, hvor man kan mødes om sin interesse og måske sine holdninger. 

Broderiet bliver mere og mere populært i øjeblikket. Det er alle aldersgrupper og køn, der kaster sig over broderiet. Folk mødes på kryds og tværs og broderer meningsfulde, sjove, smukke og provokerende broderier, og det skaber vi et rum til i påsken på Blicheregnen.  

Samtidig er påsken allersidste chance for at opleve særudstillingen Edderbroderemig med de seks fantastiske brodøser Rikke Lyng, som står bag Facebookgruppen Broderi for sjov – embroidery for fun, Eva mm Engelhardt, Tonja Rosenblad, også kendt som protestbrodøsen, Lif Rosenkvist, også kendt som OffentLif, Bettina Andersen fra Brodøsens Værksted og Ditte Rasmussen, aka dittebeskidte. Her kan du gå på opdagelse i avancerede broderiteknikker, provokerende holdninger og sarkastiske bemærkninger og måske lade dig inspirere til dit eget meningsfulde broderi. 

”Skellet mellem de pæne piger og de protesterende piger og deres brug af broderiet er tema  for en herlig udstilling på Museum Silkeborgs afdeling i Thorning, Blicheregnen…..Broderiet  bliver et udtryk, en platform for den enkelte til med ord at fæstne sit budskab i materialer og  teknikker, der traditionelt set står respekt om”, siger en anmeldelse af Carsten Bach-Nielsen, Kristeligt  Dagblad.  

I påsken kan du brodere i museets hyggelige kaffestue, midt i blandt de broderier, som museet har lånt fra nær og fjern til fællesvæggen, som er en del af særudstillingen Edderbroderemig. Her har amatører fra hele landet sendt broderier ind til museet med indhold, der optager dem lige nu.

”Når man læser sætninger på de mange broderier, får man et indblik i tidsånden,” udtaler museumsinspektør Marianne Gjørtz Hougaard, afdelingsleder på Museum Silkeborg Blicheregnen og fortsætter:

“Det er både underholdende og tankevækkende med bemærkninger til alt fra krig til kaffe, samtidigt med, at det forener det historiske kunsthåndværk med nutiden.” 

Til arrangementet kan du selv medbringe dit eget meningsfulde broderi, og så ellers bare brodere løs, som du nu har lyst til, eller du kan købe et broderikit på museet med stof, nål og tråd. 

Lad dig inspirere af de sjove, rørende og sarkastiske broderier i særudstillingen Edderbroderemig, eller broder noget helt andet, som betyder noget for dig. Kom med til en hyggelig dag, hvor alle kan være med.

Info

  • Pris for broderikit: 50 kr. 
  • Pris, entré: Alm. entré (børn og unge til og med 17 år har gratis adgang til museet)

Kommentarer