Silkeborg by

Rosengårdcentrets frivillige vinder årets Sundhedspris

Foto: Silkeborg kommune

Igen i år uddeler Silkeborg Kommune årets Sundhedspris – og dette år går den til Rosengårdcentrets frivillige kontaktpersoner.

Rosengårdcentret er et brugerstyret aktivitetscenter, som tilbyder borgere over 60 år og førtidspensionister bosat i Silkeborg Kommune en bred vifte af arrangementer og aktiviteter.

Centret besøges hver uge af omtrent 1.500 borgere, som har mulighed for at deltage på mere end 70 forskellige aktiviteter.

Skaber glæde, livskvalitet og tryghed

For at kunne skabe og drive så mangfoldigt et tilbud er Rosengårdcentret helt afhængigt af dets ca. 75 frivillige kontaktpersoner.

Der er en frivillig kontaktperson tilknyttet hver aktivitet i centret, som sikrer, at aktiviteten forløber, som den skal. Og derudover møder en række frivillige kontaktpersoner op på skift hver morgen i Rosengårdcenteret og ringer efter aftale ud til centrets svageste brugere for at sikre, at de har det godt.

På den måde spiller Rosengårdcentrets frivillige kontaktpersoner en helt central rolle i at sikre, at centrets mange brugere hver eneste uge kan gå gennem dørene til Rosengårdcentret og dyrke én eller flere aktiviteter, deltage i arrangementer eller spise i hyggeligt selskab med andre.

– Rosengårdcentret er et vigtigt tilbud for kommunens ældre borgere. Deres mange arrangementer og aktiviteter skaber glæde, livskvalitet, sunde fællesskaber og tryghed hos de ældre. Og de mange frivillige i Rosengårdcentret yder en kæmpe indsats i den forbindelse. Derfor er vi glade for at give Rosengårdcentrets frivillige den anerkendelse, der følger med Sundhedsprisen 2021, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.

Med prisen følger 10.000 kr., der går til de frivilliges arbejde med at fremme sundhed, trivsel og fællesskab for ældre borgere i Silkeborg Kommune.

De tidligere vindere spænder bredt

Sidste år modtog selvhjælpsgrupperne ’Pårørende til demensramte’ Sundhedsprisen. De modtog prisen for deres store arbejde med at skabe et rum for samtale og netværk for pårørende, der har en demenssygdom inde på livet.

Prisen er blevet uddelt siden 2007 – og tidligere har bl.a. Mænds Mødesteder, Hjertemotion, Bydelsmødre, BROEN, Silkeborg Roklubs Handicapafdeling, Trivselsgrupperne i Selvhjælp Silkeborg, Danfoss, Nordre Skole, IF Silkesind og Kirsten Lehrmann – Team Thorning Sundhedscentret modtaget Sundhedsprisen.

Kommentarer