Regionshospitalet Silkeborg er Danmarks bedste mindre hospital
Landets bedste mindre hospital ligger i Silkeborg, konkluderer Dagens Medicin, som samtidig udpeger en række specialer i Silkeborg og Viborg som landets bedste. Opgørelsen er baseret på de nyeste tal fra de kliniske kvalitetsdatabaser og vidner om et generelt højt niveau på begge hospitaler.
Med otte delpriser og et generelt højt niveau inden for de enkelte specialer er Regionshospitalet Silkeborg igen at finde helt i toppen af Dagens Medicins rangliste over Danmarks bedste mindre hospitaler.
– Både borgere og kolleger kender Regionshospitalet Silkeborg som et stærkt udviklingshospital med et højt fagligt niveau og fokus på udvikling af nye løsninger og patientforløb. Med den aktuelle kåring cementerer hospitalet sin plads mellem landets absolut bedste – og det skyldes i høj grad medarbejdernes engagerede indsats, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).
Dagens Medicin baserer sin opgørelse på de seneste tal fra de kliniske kvalitetsdatabaser og på patienttilfredshed målt ved den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse. De kliniske data vægter 90 procent, mens patienttilfredsheden vægter 10 procent i den samlede vurdering.
Dygtige medarbejdere på alle matrikler
Regionshospitalet Silkeborg vinder sin kategori med en samlet score på 95,6 – og det er samtidig den højeste samlede score af alle hospitaler på tværs af de tre hovedkategorier.
– Det vidner om et utroligt højt niveau over hele linjen og om medarbejdere i alle centre, klinikker og afsnit, som hver dag gør sig umage for at give hver enkelt patient den bedst mulige behandling. Det er virkelig godt gået, konstaterer lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.
Ud over den samlede førsteplads til Silkeborg, kan Hospitalsenhed Midt glæde sig over en række delpriser til specialer i både Viborg og Silkeborg. Således vinder Hospitalsenhed Midt i alt 8 delpriser inden for følgende behandlingsområder:
- Voksendiabetes, Regionshospitalet Silkeborg (Diagnostisk Center)
- Hjertesvigt, Regionshospitalet Silkeborg (Diagnostisk Center)
- Atrieflimren, Hospitalsenhed Midt (Diagnostisk Center, Silkeborg og Hjertesygdomme, Viborg) Dialyse, Regionshospitalet Viborg (Medicinsk Afdeling)
- Hoftealloplastik, Regionshospitalet Silkeborg (delt førsteplads) (Center for Planlagt Kirurgi)
- Leddegigt, Regionshospitalet Silkeborg (Diagnostisk Center)
- Knæalloplastik, Regionshospitalet Silkeborg (Center for Planlagt Kirurgi)
- Diabetes, Regionshospitalet Viborg (Medicinsk Afdeling og Børn og Unge)
Markering til marts
Ud over hospitalerne i Viborg og Silkeborg rummer Hospitalsenhed Midt også Regionshospitalet Skive, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og funktioner i Lemvig. Til marts markerer Hospitalsenhed Midt årets kåringer med uddeling af chokolade i hele hospitalsenheden.
– I dag hejser vi flaget i Silkeborg i anledningen af den samlede førsteplads, og med den senere markering vil vi gerne samtidig understrege, at vi er utroligt stolte af alle vores medarbejdere og alle vores funktioner i Silkeborg, Viborg, Hammel, Skive og Lemvig – uanset om de er en del af opgørelsen eller ej, siger sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen fra Hospitalsenhed Midt.
Kommentarer