Produktudvikling skal sikre fortsat økologisk vækst
Økologiens imponerende salgsrekorder skal bruges aktivt til fortsat nytænkning og produktudvikling inden for alle varekategorier og værdipositioner. En ny rapport fra Økologisk Landsforening giver detailhandlens indkøbere, fødevarevirksomhederne og producenterne overblik og inspiration til fremtidens økologiske produktmuligheder.
Rapporten ”Flere værdipositioner i det økologiske marked” kortlægger detaljeret de økologiske varekategorier samt produkternes værdipositioner baseret på pris. Målet er at give indkøbere og produktudviklere i detailhandlen viden om og inspiration til, hvordan det økologiske sortiment bliver endnu stærkere i fremtiden.
”Med økologiens mangeårige vækst og forbrugernes stigende interesse for økologiske produkter er markedet modnet. Det betyder, at der er plads til endnu flere kategorier og til yderligere udvikling af nye produkter i alle værdipositioner,” forklarer Birgitte Jørgensen, som er chefkonsulent i Økologisk Landsforening.
Hvor der tidligere var ganske få økologiske produkter i samme kategori, er der i dag et langt større udvalg i alle prisklasser. I hvert fald når det handler om basisvarer som fx havregryn, mel, konfekture og mejeriprodukter. Der er fortsat plads til mange flere produkter, når det handler om kategorier inden for nydelsesmidler, kød, brød og convenience.
Rapporten slår fast, at der er grundlag for, at både detailhandel, fødevarevirksomheder og producenter går langt mere strategisk og innovativt til produktudviklingen i de kommende år for at udnytte økologiens momentum.
”Det er nu, at producenter og indkøbere skal i gang med at se nye muligheder og blive bedre til at fortælle om produkternes kvalitet fx med fokus på smag, sorter, sæson og bæredygtighed i forsyningskæden. Økologien imødekommer forbrugernes øgede fokus på bæredygtighed og kan levere på det. Markedet er simpelthen åbent lige nu, så vi håber, at alle aktører vil bruge rapporten – også til at blive klogere på, hvad andre har gjort og lade sig inspirere af det,” siger Birgitte Jørgensen.
Udover at kortlægge potentialet på det danske marked, undersøger rapporten også mulighederne på eksportmarkederne i Tyskland, Nederlandene og Polen.
”De udenlandske kæder er generelt ikke så langt fremme, når det handler om at etablere flere forskellige værdipositioner inden for samme varekategori. Men tiden er moden til at gøre de udenlandske indkøbere opmærksomme på, at den økologiske forbruger er lige så pris- og kvalitetsbevidst som den konventionelle,” siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
Rapporten er gratis tilgængelig via Økologisk Landsforenings hjemmeside.
Kommentarer