112

Problemer i trafikken: Mange danskere ved ikke, hvad gult lys betyder

Gult lys forvirrer mange danskere, og det skaber farlige situationer i trafikken.

To ud af fem danskere kender ikke reglerne for gult lys i lyskryds. Det viser en ny undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.

Grønt, gult, rødt. Hver dag kører danskere landet over gennem lyskryds, selvom signalet er skiftet fra grøn til gul. To ud af fem danskere kender nemlig ikke reglerne for gult lys i trafikken. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

Læser man i færdselsloven, er reglerne dog helt klare; gult lys betyder stop – fuldstændig på linje med rødt. Der er dog den undtagelse, at man som bilist skal fortsætte over for gult, hvis det skaber en farlig situation at bremse op.

”I forebyggelsen af skader og trafikulykker er det vigtigt, at alle trafikanter har styr på færdselsloven, og at vi overholder den. Det skaber farlige situationer, hvis ikke trafikanter er deres ansvar bevidst og sætter sig ind i de gældende regler og love,” siger direktør for Skade i Gjensidige, Henrik Sagild.

Det fører ofte til farlige situationer i trafikken, når danske bilister ikke overholder loven, og kører over for gult. Fire ud af ti danskere har ifølge Kantar Gallups undersøgelse oplevet farlige situationer i trafikken, fordi en anden bilist er kørt over for gult.

Kørsel for gult skaber farlige situationer

Det er afgørende for trafiksikkerheden, at vi kan regne med hinanden og ikke laver uventede handlinger. Desværre tror hver femte dansker ifølge undersøgelsen, at man aldrig må køre over for gult – en fejl der kan skabe farlige situationer i trafikken med uventede, hårde opbremsninger. For mange kunne måske fristes til at tro, at det bare vil være bedst at stoppe for gult hver gang. Men det kan også give problemer, lyder det fra Henrik Sagild:

”Selvom det naturligvis er fornuftigt at være forsigtig i trafikken, er det vigtigste altså, at vi overholder færdselsloven og følger de samme regler. Det betyder, at man som bilist skal vurdere, om det skaber en farlig situation at bremse op. Er det tilfældet, skal man selvfølgelig ikke udsætte sig selv og sine medtrafikanter for fare. Men kan man bremse uden at skabe problemer, skal man selvfølgelig gøre det og ikke køre over for gult,” siger Henrik Sagild.

Udover at udsætte sig selv og sine medtrafikanter for potentielt farlige situationer og ulykker, kan en tur over for gult også udløse en bøde på op til 1500 kr.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i december 2020 blandt 1506 repræsentativt udvalgte danskere.

Hvornår må du køre over for gult i bil?

  • Kun hvis jeg kan nå over inden det skifter til rødt 7%
  • Hvis jeg når ind i lyskrydset mens det er gult 28%
  • Hvis det skaber en farlig situation hvis jeg bremser 59%
  • Hvis der er få eller ingen trafikanter i krydset 0%
  • Man må aldrig køre over gult 20%
  • Andet, notér 1%
  • Ved ikke 4%

Har du oplevet farlige situationer i trafikken, fordi du eller en anden trafikant kørte over for gult?

  • Ja, fordi jeg selv kørte over for gult 5%
  • Ja, fordi en anden kørte over for gult 39%
  • Nej 50%
  • Ved ikke 9%

Kommentarer