Overblik: Derfor kan en mindre farlig corona-variant give os store problemer
Coronasmitte og vaccinationsstatus 14. december 2021.
Overblik: Derfor kan en mindre farlig corona-variant give os store problemer
Omikron-varianten giver sandsynligvis et mildere sygdomsforløb, men den er til gengæld markant mere smitsom end delta-varianten. Hvorfor er det bekymrende? Forklaringen er, at den hurtige vækst i antal smittede med omikron-varianten meget hurtigt vil opveje, at den er mindre sygdomsfremkaldende. Et regneeksempel: Hvis man antager at 10.000 mennesker bliver smittet af delta-varianten på en dag, og at 1 % bliver indlagt, vil det betyde 100 indlagte patienter den dag. Hvis omikron giver et mildere sygdomsforløb med for eksempel kun halvt så mange indlæggelser, vil 10.000 smittede med omikron-varianten give 50 indlæggelser den dag. Men da omikron er markant mere smitsom, vil der efter kun 2-6 dage være dobbelt så mange smittede om dagen med omikron. 20.000 smittede med omikron vil derfor give 100 indlæggelser pr. dag. Antallet af indlæggelser vil på grund af omikron-variantens højere smitsomhed derfor hurtigt overstige deltavarianten i antal indlæggelser pr. dag. Derfor er omikron-varianten stærkt bekymrende. Den kan hurtigt presse hospitalerne til det yderste på grund af smittet personale og mange indlagte patienter, som kan betyde aflyste operationer og behandling af andre sygdomme.
Overblik: Derfor er 3. stik og vaccination af børn et vigtigt værktøj mod sygdom
Sundhedsmyndighederne har fremrykket 3. stik til alle over 40 år og opfordrer fortsat til, at børn bliver vaccinerede. Det skyldes, at selv om vaccinernes beskyttelse mod smitte aftager over tid, så giver vaccinerne fortsat en god beskyttelse mod alvorlig sygdom, også mod den nye omikron-variant. Ved at give 3. stik opnås en booster-effekt: De vaccinerede bliver mindre modtagelige over for sygdommen, og hvis de vaccinerede alligevel bliver smittede, afgiver de mindre virus, som kan smitte andre. Samtidig beskytter vaccinationen mod alvorlig sygdom.
Du behøver ikke vente på en invitation til vaccination, hvis det er 4½ måned (140 dage) siden, du fik dit andet stik, og du er over 40 år. Book en vaccinationstid på www.vacciner.dk eller bestil en tid til vaccination hos de praktiserende læger. Se hvor du kan blive vaccineret på Region Midtjyllands hjemmeside www.rm.dk.
Folkeskolernes elever er fra onsdag sendt hjem for at begrænse smittespredning
For at begrænse smittespredning hjemsendes børn fra 0.-10. i folkeskoler og privatskoler fra og med onsdag 15. december 2021 til og med tirsdag 4. januar 2022. Hjemsendelsen gælder også for SFO og klubtilbud m.v. Hjemsendelsen gælder ikke specialskoler og specialklasser. Skolerne har informeret forældrene via Aula. Der vil være nødundervisning, fx i form af virtuel undervisning, på de dage, hvor børnene ikke har juleferie.
Smittestatus
Silkeborg har nu en høj smitte: Over 400 smittede seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Kun 10 kommuner i Danmark har en smitte under grænseværdien.
Silkeborg har i dag den 17. laveste smitte blandt de 98 kommuner i Danmark.
73 er testet positive det seneste døgn.
450 (+16) er testet positive den seneste uge.
464 (+16) pr. 100.000 indbyggere er testet positive den seneste uge.
463 (+17) testkorrigeret = høj incidens (over 400 medfører særlige indsatser i kommunen)
2,62 % af de testede er testet positive for smitte
5.371 i alt er testet positive siden pandemiens udbrud.
Tallene indeholder kun PCR-test. (+/- i forhold til tallet i går)
Vaccinationsstatus
22.331 (23,0%) af alle Silkeborgs borgere har fået re-vaccination med 3. stik.
74.604 (76,7 %) er færdigvaccinerede med 2. stik.
78.012 (80,2 %) af har fået 1. vaccination.
Kommentarer