Fund af rød pigmentfarve viser, at fortidens mennesker på Påskeøen fortsatte vigtige traditioner selv efter en voldsom erosion. Det viser ny forskning, som bl.a. Moesgaard Museums naturvidenskabelige afdeling står bag.

Nye arkæologiske fund og naturvidenskabelige undersøgelser kaster et nyt lys på Påskeøens forhistorie. En international gruppe af forskere med deltagelse af bl.a. fagpersoner fra Moesgaard Museum har fundet og undersøgt rød pigmentfarve fra gruber på Påskeøen. Forskerne har fundet ud af, at de forhistoriske mennesker på øen fortsatte deres produktion af pigment og dermed opretholdt vigtige aspekter af deres liv, selv om øens natur og miljø ændrede sig drastisk. Man har tidligere haft en teori om, at samfundet på Påskeøen kollapsede efter at befolkningen havde fældet øens palmer og dermed skabt en voldsom erosion. Forskningen med de nye resultater er netop publiceret i tidskriftet the Holocene.

Påskeøen er især kendt for de store forhistoriske stenfigurer, Moiaerne. Den røde pigmentfarve har været anset som hellig på Påskeøen, og farven, der er blevet produceret ved hjælp af ristning i gruberne, er kendt fra helleristninger og kan også have været brugt som kropsdekoration eller til at dekorere de store stenfigurer.

Påskeøen har fået meget opmærksomhed som eksempel på et totalt samfundsmæssigt sammenbrud som følge af erosion, hvilket er blevet præsenteret i bogen ”Collapse” fra 2005 af Jared Diamond.

Indenfor de sidste år er der foretaget arkæologiske udgravninger og naturvidenskabelige analyser af nyligt opdagede forhistoriske gruber på Påskeøen. Gruberne indeholdt bl.a. rød pigmentfarve og vidner for første gang om, at der har været en storstilet pigmentproduktion på øen. Fundene har givet forskerne et helt nyt indblik i den forhistoriske teknologi bag pigmentproduktionen.

Gruberne indeholdt pigmenterne hæmatit og maghemit, jern-oxider, som giver en smuk, rød farve. Mens fund af rød pigmentfarve allerede var kendt fra øen, har forskerne fundet bevis for ristning af pigmentet i gruber og det er helt uventet. Nogle gruber var desuden dækket med et låg, som viser, at gruberne efter fremstillingen også blev brugt til opbevaring af pigmentet.

Afdelingen for Konservering og Naturvidenskab på Moesgaard Museum har ledet en analyse af fytolitter og diatomeer (kiselalger) i forbindelse med undersøgelsen af gruberne på Påskeøen.

Fytolitter er mikroskopiske, mineralske plantedele med en størrelse på ca. 20-200 mikrometer. De bliver dannet i og mellem planteceller, mens planter er i live, og består af silica. Fytolitterne fra Påskeøen er sandsynligvis fra en bestemt underfamilie af græs, Panicoideae, en enkelt fytolit af banan er også fundet og resultaterne af fytolitanalysen viser, at især stængler og blade af græs er blevet brugt som brændsel til pigmentproduktionen. Analysen af både fytolitter og kiselalger har udelukket en tidligere teori om, at der blev anvendt vandplanter som brænde til pigmentproduktionen.

Gruberne, der er undersøgt på Påskeøen, dateres til mellem ca. 1200 og 1650 e.Kr., og ved Vaipú Øst, den lokalitet, hvor de fleste pigmentgruber er fundet, er nogle af gruberne fundet ovenover jord med spor efter rødderne fra palmetræerne. Det betyder, at pigmentproduktionen fandt sted efter at en nedskæring af palmevegetationen var foregået. Også ved Poike på en anden del af øen fandt forskerne en grube oven på samme slags spor af palmerødder.

”Det viser, at selvom palmevegetationen ikke længere var der, så har befolkningen stadigvæk haft gang i fremstillingen af pigmenterne. Det står i kontrast til den hidtidige hypotese om samfundets nedgang efter rydning af palmeskoven. Mens Diamonds bøn for bæredygtighed bliver meget vigtig, giver det os en ny indikation for, at de forhistoriske mennesker på Påskeøen var fleksible, og at de på trods af ændrede miljøforhold, fandt veje til at fortsætte vigtige aspekter af deres liv,” siger arkæobotaniker på Moesgaard Museum, Welmoed Out, som har stået bag undersøgelsen af fytolitterne fra Påskeøen.

Moesgaard Museums analyser af fytolitterne er sket i et tæt samarbejde med Christian-Albrechts-Universitet i Kiel, der har været ansvarlig for de arkæologiske udgravninger, CREAF i Barcelona, der har været ansvarlig for diatomeanalyse, og Pompeu Fabra Universitetet i Barcelona.

Fakta om fytolitter

Fytolitanalyse tilhører fagområdet arkæobotanik. Fytolitter er en af de forskellige slags planterester fra arkæologiske udgravninger, som man kan bruge til at analysere, hvordan mennesker har brugt planter i fortiden. Andre arkæobotaniske metoder er analyse af korn og frø, træ, trækul, pollen og stivelse. En fordel ved fytolitter er, at de bliver godt bevaret under mange forskellige forhold, fx. efter brand ved temperaturer indtil 900 °C eller efter en tur gennem fordøjelsessystemet, fordi der er tale om mineralske og ikke organiske rester. Desuden kan fytolitter give nye oplysninger, selv når organiske rester er bevaret. De kan nemlig give oplysninger om de skrøbelige plantedele, som sjældent findes på arkæologiske udgravninger bl.a. aksdele, blade og stængler. Fytolitter kan bestemmes på familie-, underfamilie-, slægts- og nogle gange artsniveau.