Ny superlegeplads er på vej i Indelukket
Silkeborg Kommune har afsat 4 mio. kr. til en ny superlegeplads i Indelukket. Legepladsproducenten Elverdal har netop vundet udbuddet med et forslag, der understøtter Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad.
Den nye legeplads kommer til at få referencer til Silkeborgs særlige natur og beliggenhed med både skove, eng, mose, søer og bakkede landskaber. På pladsen kan børn og barnlige sjæle lege sig gennem Silkeborgs helt enestående natur med afstikkere til byens kulturhistorie og selve Silkeborg by.
– Vi faldt bl.a. for Elverdals forslag, fordi det passer rigtig godt til Silkeborgs DNA. Vi er Danmarks Outdoor Hovedstad og med denne legeplads får vores børn mulighed for at gå om bord i det bedste fra begge verdener – naturen og byen, siger Kristoffer Møller Jensen, repræsentant for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.
– Vi er utroligt glade for at få opgaven. Det er en drømmeopgave i kombinationen af leg, bevægelse, læring og landskab. Tanken bag legepladsen er at vække nysgerrigheden og inspirere til at tage ud og opleve mere af Silkeborgs natur,” siger Jens Bo Thorsager, CEO og ejer af Elverdal.
I løbet af de kommende uger bliver der mulighed for at bidrage med gode ideer, ønsker, o.l. Der bliver bl.a. sat en postkasse op på den nuværende legeplads, hvor man kan aflevere sin ide eller kommentar.
Bevægelse gennem naturen
På legepladsen vokser legen i et bakket landskab, som bliver skabt af mange forskellige legefunktioner. Ideen er, at børn og voksne kan lege sig ind i Silkeborgs bakkede søhøjland og få viden om landskabets tilblivelse og sammensætning og selvfølgelig have det sjovt.
I legelandskabet kan man finde spor til Silkeborgs istidslandskab, til velkendte udsigtspunkter som Kongestolen og Kroghs Bænk, den mere end 50 meter høje Douglasgran ved Slåensøen, og til Silkeborg som by – fortalt i børnehøjde.
Douglasgranen, der er det højeste træ i hele Norden, har inspireret til et stort klatreanlæg med klatrekogler og to lange rutsjebaner, som bliver et spændende vartegn for legepladsen. Her kan børnene opleve at klatre helt op i trætop-højde og kigge ud over landskabet.
Kommentarer