Livsstil og forbrug

Ny klimahandleplan skal gøre Silkeborg Kommune CO2-neutral

Silkeborg Kommune har som virksomhed lagt en ambitiøs plan foran sig om at blive klimaneutrale i 2025. Foto: Silkeborg Kommune

Silkeborg Kommune som virksomhed skal være CO2-neutral i 2025. En ny klimahandleplan sætter handling bag visionerne.

Silkeborg Kommune har sat sig et klart klimamål: Inden 2025 vil kommunen som virksomhed være CO2-neutral. Derudover skal kommunen som geografisk område nedbringe CO2-udledningen i samarbejde med borgerne.

Byrådet har netop vedtaget en klimahandleplan, der konkretiserer hvilke tiltag, der skal til for at nå det ambitiøse mål.

– Jeg er glad for, at vi nu et skridt nærmere på vejen mod at blive CO2-neutral. Men det er en svær opgave, og den haster. Det kræver store forandringer og flere investeringer i fremtiden – og det kræver noget af os alle sammen, hvis vi skal nå målet. Men det kan lykkes, og jeg fornemmer, at viljen er der. Silkeborgenserne har fx allerede vist, at de er Danmarksmestre i at sortere affald, siger formand for Klima- og miljøudvalget Claus Løwe Klostergård.

11 initiativer sættes i gang i 2021

Klimahandleplanen indeholder forslag til en lang række initiativer, der kan nedbringe kommunens C02-aftryk. I første omgang fokuseres på 11 initiativer, som sættes i gang i 2021.

Initiativerne er en blanding af konkrete indsatser, der inddrager borgere og ansatte i kommunen, og analyser, der skal vise vejen mod CO2-neutral og sikre, at det sker på en økonomisk fornuftig måde.

En af de ting, der er fokus på, er, at gøre det mere attraktivt at tage cyklen frem for bilen. Derfor bliver der blandt andet opsat individuelt aflåste cykelskure ved de største indfaldsveje til Silkeborg, så pendlere har bedre mulighed for at skifte fra bil til cykel, og kommunen indkøber elcykler, som medarbejdere kan benytte i arbejdstiden.

Øvrige initiativer med fokus på klimaområdet

De elleve handlinger vil blive samlet til en opdateret klimahandleplan, og de resterende handlinger bliver bevaret i et bruttokatalog til senere prioritering. Der er foreløbigt afsat 5. mio. kroner til at realisere initiativerne.

– Der vil komme flere initiativer i løbet af 2021, når vi har fået gennemarbejdet og undersøgt flere af de handlinger, der ligger i klimahandleplanen. Der vil højst sandsynligt også dukke nye muligheder op, siger Claus Løwe Klostergård.

Udover de ovennævnte handlinger bliver der også sat gang i en række initiativer med effekt på klimaområdet. Det indebærer blandt andet supercykelstier, biogasanlæg, et nyt stort skovområde i Eriksborg, en ny varmeplan mv.

Læs mere i klimahandlingsplanen eller kontakt Silkeborg Kommune for at rekvirere den i en tilgængelig version.

De 11 initiativer i planen

  1. Strategisk energiplanlægning
    Der skal udarbejdes en strategisk energiplan for at sikre en effektiv omlægning til grøn energi i kommunen. Der skal ligge en plan klar ved udgangen af 2021.
  2. Udskiftning af private olie- og gasfyr
    Olie- og gasfyr skal skiftes ud med grønne løsninger som fx varmepumper eller fjernvarme. Silkeborg Kommune og Silkeborg Forsyning skal understøtte den omstilling ved at udbygge den kollektive varmeforsyning eller lokale varmepumpesystemer.
  3. Samarbejde om grøn energi og transport
    Der etableres et netværk, der skal arbejde for at omstille til grøn transport i kommunen.
  4. Energiledelse
    Der ønskes et øget fokus på at bruge energien rigtigt og minimere spild. Det skal ske gennem ændret adfærd og ved at indtænke energieffektivisering i beslutninger og aktiviteter.
  5. Flådestyringsprojekt
    Kommunens køretøjer skal være grønne. For at det kan ske på den mest fordelagtige måde anvendes teknologien flådestyring.
  6. Pilotprojekt for el-biler
    Flere af kommunens biler skal køre på el eller brint. Via et 1-årigt pilotprojekt med 10 elbiler testes omkostninger og drift.
  7. Analyse af varedistribution
    Det undersøges, om det kan reducere CO2-udledningen at ændre måden, Silkeborg Kommune får leveret varer på. Fx ved at leverandører leverer til et fælleslager, hvor varerne pakkes om, så den enkelte institution med én fragtbil får leveret varer fra en række leverandører på én gang.
  8. Elcykler på arbejdspladsen
    Der sættes gang i en række initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at tage cyklen til og fra arbejde samt benytte cykler frem for biler i arbejdstiden. Det indebærer bl.a. indkøb af nye elcykler, retningslinjer for at benytte elcykler inden for bygrænsen, etablering af ladestandere og bedre p-forhold.
  9. Udlån af elcykler
    Flere skal tage cyklen på arbejde. Derfor sættes gang i to initiativer, der skal motivere kommunens medarbejdere til bruge el-cykler som transportmidler. Der er tale om hhv. udlån af elcykler og at stille elcykler til rådighed som personalegode.
  10. Cykelskure ved samkørselspladser
    Der etableres individuelt aflåste cykelskure ved de største indfaldsveje til Silkeborg, så der er bedre mulighed for at flytte fra bil til cykel. Det skal give mindre trafik i Silkeborg midtby.
  11. Lavbundsarealer og vådområder
    Arealer, der tidligere har været oversvømmet og i dag er blevet drænet, vil kunne forbedre klimaregnskabet ved at blive oversvømmet igen. Det undersøges, hvor man kan etablere nye vådbundsarealer.

Kommentarer