Ny kampagne skal gøre borgere mere opmærksomme i trafikken
Silkeborg Kommune ønsker at minde trafikanterne om, at de skal holde øjnene på trafikken og fingrene fra mobilen, når de kører bil. Derfor deltager Silkeborg Kommune i Sikker Trafiks landsdækkende kampagne “Kør bil, når du kører bil” om uopmærksomhed.
Den nationale kampagne kører 7. til 27. november 2022. I perioden vil man møde kampagneplakaterne på p-pladser i Silkeborg, Kjellerup, Them, Bryrup og Thorning. Politiet bakker op med ekstra kontroller.
Skyld i mange ulykker
Uopmærksomhed og manglende orientering var ifølge Vejdirektoratet skyld i 327 trafikdrab i 2018-2020.
For et par år siden blev straffen for at bruge håndholdt mobil skærpet, så det foruden en bøde også koster et klip i kørekortet. Stramningen fik flere bilister til at lægge mobilen væk. Men vi er ikke i mål endnu, da der stadig er uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering involveret i over halvdelen af alle dødsulykker i trafikken.
Læs flere statistikker og mere information om kampagnen på sikkertrafik.dk.
Kommentarer