Kosmetik-virksomhed bygger domicil i Hårup
Incosmetics, der sælger kosmetik og skønhedsprodukter, flytter virksomheden til erhvervsområdet i Hårup.
Fra april 2022 får Incosmetics adresse i Hårup. Virksomheden er vokset ud af rammerne i Gjessø og bygger domicil med lager og kontor på den 4472 m2 store grund på Hårup Østervej 7.
Incosmetics sælger og distribuerer kosmetik og skønhedsprodukter B2B til kæder og virksomheder i hele Europa.
Incosmetics har de seneste 6 år haft adresse i et lejemål i Gjessø, men nu er virksomheden vokset ud af rammerne.
– Vi oplever en stigende interesse fra udlandet, så det at bygge vores nye domicil i Hårup hjælper os på mange måder både i forhold til logistik og vækst. Vi får den ekstra plads, vi har manglet, og får vi brug for at udvide på sigt, er der mulighed for det. Derudover spiller beliggenheden i et grønt og naturrigt område ind og også den nemme adgang til motorvejen, siger Jesper Østergaard, der er direktør i Incosmetics.
Første spadestik taget
Der er netop taget første spadestik til byggeriet, og Incosmetics forventer at flytte i de nye lokaler i april 2022.
Erhvervsområdet i Hårup har været under stor vækst de seneste år. Området er placeret i grønne omgivelser med 5 minutters kørsel til Silkeborg og 15 minutter til byskiltet i Aarhus. Området har sin egen til- og frakørsel til motorvejen ved Borgdalsvej og ligger tæt på det populære bosætningsområde Sejs/Svejbæk.
Kommentarer