Kultur

Første 154 kilometer tilbagelagt på turen til Paris

Se billedserie Team Rynkeby Søhøjlandet kørte i dag første etape fra Silkeborg mod Paris. Undervejs til første stop i Rødekro fik nogle af rytterne et ufrivilligt hvil, dag en af deltagerne fik en defekt på cyklen. Foto fra holdets facebookside.

Lørdag formiddag kl. 9:30 satte 49 seje cyklister fra holdet Team Rynkeby Søhøjlandet sig i sadlerne ved Revisionshuset Tal og Tanker i Silkeborg med kurs mod Rødekro, som første stop på den i alt 1.300 kilometer lange tur til Paris.

– En fantastisk og rørende dag, tak for den store opbakning til alle jer, der kom og sendte os godt afsted, lyder det fra Anne Katrine Frandsen, som er PR manager for holdet, og deltager for første gang, og fortæller videre:

– Det har været en skøn tur med høj solskin, svag vind og fart i hjulene. Vi har haft få defekter, lækker forplejning og alting er gået som smurt.

Efter 154 kilometer svingede det sammentømrede hold ind på Hotel Røde Kro, hvor aftensmad og en velfortjent overnatning ventede.

– Her i Rødekro fik vi en overraskelse, da Lynge Car Service v/Thomas Klinge stod klar med en fadølsvogn og sodavand, og der var sågar honningsnitter og trøfler klar til os alle.

Søndag går turen videre sydpå med håbet om, at alle har gode ben på andendagen.

Kommentarer