Livsstil og forbrug

Fiskesygdom i Danmark: Desinficer dit udstyr, hvis du fisker eller dyrker vandsport

Foto: Silkeborg Kommune

Danmark er for første gang ramt af den alvorlige fiskesygdom IHN, der er dødelig for fisk. Fødevarestyrelsen har nogle krav og anbefalinger til dig, der fisker eller dyrker vandsport, så du kan hjælpe med at minimere risikoen for, at IHN spreder sig.

For første gang er Danmark ramt af den alvorlige fiskesygdom IHN, der er dødelig for laks og ørreder.

Gudenåen, Silkeborgsøerne og andre vandløb i Silkeborg Kommune er ikke ramt af fiskesygdommen IHN, og sådan skal det gerne blive ved med at være.

Sejler du i kano, i kajak eller står på paddleboard, anbefaler Fødevarestyrelsen derfor, at du desinficerer alt det udstyr, der er i kontakt med vandet.

Fisker du i en restriktionszone, er det et krav, at du rengør og desinficerer dit udstyr som waders, blink og fiskestænger. Generelt anbefales det, at du desinficerer dit udstyr, inden du kaster fiskelinen ud et nyt sted.

Når du desinficerer din pagaj, fiskestang, gummistøvler mv., minimerer du nemlig risikoen for, at udstyret flytter virus, når du næste gang bruger det et nyt sted.

IHN smitter enten via kontakt mellem fisk eller gennem vand og udstyr.

Sygdommen er ikke farlig for mennesker, hunde eller andre dyr.

Se hvilke områder, der er ramt af fiskesygdommen, og få svar på dine spørgsmål her

Undgå at fiskesygdommen IHN spreder sig

  1. Rengør fiskegrej, kano, kajak og andet udstyr i rent vand.
  2. Følg brugsanvisningen på desinfektionsmidlet. Vælg et desinfektionsmiddel, der virker på virus. Kan købes i bl.a. dyrehandlere med akvariefisk, i nogle havecentre og byggemarkeder og hos materialister.
  3. Lad desinfektionsmidlet virke i den tid og koncentration, som er angivet i brugsanvisningen.
  4. Afslut desinfektionen ved at skylle efter med vand.

Kommentarer