Kultur

Ferieaktiviteter for hele familien på Klosterlund Museum

Foto: Klosterlund Museum

I sommerferien skrues tiden tilbage på Klosterlund Museum. Vi skal tilbage til de HELT gamle dage. I år kan børnene nemlig deltage i historien om jernalderfamilien fra Hammerum, og hjælpe familiemedlemmerne med forskellige opgaver. Alle kan få fingrene i naturens materialer og lære nye skills. Man kan både prøve at smede, lave keramik, spinde garn, væve og lave mel.

Tirsdag og onsdag i uge 30 kommer en gruppe lyslevende stenalderjægere på besøg, og slår sig ned ved museet. Her kan man få en snak med dem, og se hvordan de laver redskaber af flint og andre stenaldersysler.

Traditionen tro sættes også gang i det gamle hestetrukne tørveværk, og der er brug for børnearbejdere til at hjælpe med at producere tørvene som for 100 år siden!

Inde på museet er der mulighed for at opleve de nye udstillinger med spændende arkæologiske fund og store tørvemaskiner eller få en kop kaffe eller en is i den hyggelige café.

Sommer som i de helt gamle dage finder sted d. 26., 27. og 31. juli samt 2., 3., og 7. august, kl. 12-15.

Kommentarer