Silkeborg by

Fem borgere med multihandicap i Silkeborg skal måske flytte på grund af brandsikkerhed

Foto: Silkeborg Kommune

Fem unge borgere med multihandicap er måske nødt til at flytte til en anden bolig på grund af brandsikkerhed.

Hvis beboerne var selvhjulpne, ville brandsikkerheden i boligerne være i orden. De fem unge beboere i et botilbud på Arendalsvej har imidlertid multihandicaps og vil ikke ved egen hjælp kunne komme ud af boligen i tilfælde af brand. Derfor har Silkeborg Kommune informeret deres pårørende og værger om, at der måske skal findes en anden bolig, som lever op til brandkravene.

– Jeg er virkelig ked af situationen. Vi har arbejdet på at øge brandsikkerheden, så borgerne kunne blive boende. Udbedringerne viser sig nu at være så dyre, at det vil betyde en markant huslejestigning. Vi vurderer ikke, at det er realistisk, men det skal beboerne nu tage stilling til. Vi er i dialog med de pårørende og værger om situationen, og vil også, hvis det kommer dertil, være med til at finde en god, individuel løsning for hver af de fem borgere, så de kan blive tilbudt en ny bolig. Familieretshuset skal i givet fald godkende, at borgerne flytter til en ny bolig, siger socialchef Martin Husted.

De fem unge borgere flyttede ind i botilbuddet på Arendalsvej i 2019, hvor boligerne stod klar efter en renovering af det tidligere botilbud på stedet. I 2019 gennemgik Silkeborg Kommune helt generelt brandsikkerheden på alle plejecentre og sociale institutioner, og i screeningen viste det sig, at brandsikkerheden på Arendalsvej ikke er tilstrækkelig, da beboerne ikke er selvhjulpne. Derfor har der siden 2019 været særlig opmærksomhed på brandsikkerheden på botilbuddet, der er brandalarmer i boligerne, og der er en vågen nattevagt, som fører tilsyn med beboerne hver time. Kommunen har siden screeningen arbejdet på at forbedre brandsikkerheden i kommunens bygninger ud fra 2019-rapporten. 

– Vi har arbejdet på at øge brandsikkerheden, så beboerne kan blive boende i nærheden af deres pårørende, og der, hvor de er født og vokset op. Det har været en lang og også kompliceret proces, hvor vi har fået boligerne undersøgt yderligere for at vurdere forskellige løsninger. Vi har været i dialog med både brandmyndigheder, socialtilsynet, boligselskabet og vores egen ejendomsstab for at finde en god løsning. Efter yderligere undersøgelser af boligerne har det vist sig, at de nødvendige udbedringer bliver meget dyre. Da bygningen er ejet af et boligselskab, må kommunen ikke gå ind og betale udbedringerne, siger Martin Husted.

– Jeg er meget ked af situationen, og håber at vi kan finde nogle gode løsninger i samarbejde med pårørende og værger, siger Martin Husted.

Kommentarer