Samfund

Få en personlig hilsen fra Michael Laudrup – det kan redde dit eller dine venners liv

Den 24. april afholder Hjerteforeningen sin årlige Landsuddeling. Foto: Linda Johansen/Hjerteforeningen.

Hjerteforeningen varmer op til den årlige Landsuddeling 24. april med en personlig hilsen fra fodboldlegenden Michael Laudrup.

Hjerteforeningens ambassadør Michael Laudrup bakker helhjertet op om den årlige Landsuddeling 24. april, hvor det gælder om at samle så mange penge som muligt ind til hjertestartere rundt om i landet. Han medvirker i den forbindelse i en film på de sociale medier, hvor han sender en personlig hilsen og opfordrer den enkelte til at deltage i Hjerteforeningens Landsuddeling.

– Det er meget vigtigt at få så mange hjertestartere sat op rundt om i landet som overhovedet muligt. Vi var jo alle vidner til den uhyggelige hændelse under EM i fodbold sidste sommer og så, hvor vigtigt det er, at folk træder til med hurtig førstehjælp og så vidt muligt anvender en hjertestarter, siger Michael Laudrup.

Den 24. april er der mulighed for selv at gå sig til en hjertestarter, som kan sættes op et godt sted i ens eget nærområde. Denne dag afholder Hjerteforeningen nemlig sin årlige Landsuddeling, hvor det handler om at få samlet en gruppe af venner, familie eller naboer og så komme rundt og samle ind til en hjertestarter. Der er også mulighed for at ”gå” en digital rute og samle ind online, hvis man foretrækker det.

– Jeg håber, at rigtig mange vil bakke op om det gode initiativ. Ved fælles hjælp kan vi sørge for, at der bliver sat endnu flere hjertestartere op rundt om i Danmark – til glæde og gavn for os alle. Pludselig en dag er det måske dig eller mig eller en, vi kender, som falder om med hjertestop, pointerer Michael Laudrup.

Man kan melde sig til Hjerteforeningens Landsuddeling på landsuddeling.dk. Her kan man oprette en gruppe og angive sit ønske til, hvor hjertestarteren skal hænge. Går man 15 ruter, får man så kvit og frit en døgntilgængelig hjertestarter med inkluderet serviceaftale til opsætning det ønskede sted.

Fakta:

Hvert år rammes omkring 4.700 danskere af hjertestop uden for hospital – det svarer til omkring 13 hver dag.

Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er ca. 14 procent.

I 80 procent af tilfældene med hjertestop uden for hospital giver tilstedeværende personer hjertelungeredning, før der ankommer professionel hjælp.

I dag stødes 9 procent af personer med hjertestop, før ambulancen ankommer – det er over seks gange så mange som i 2001.

Uden genoplivning, før ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 19. Med hjerte-lunge-redning, før ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 7. Med hjerte-lunge-redning og stød fra en hjertestarter, før ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 3.

Hurtig reaktion er afgørende. Ifølge Det Europæiske Råd for Genoplivning kan sandsynligheden for at overleve være helt op til 70 procent, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter.

Kommentarer