Af Marianne Karlsmose, Kristendemokraterne

Mere end 1/3 af befolkningen får i løbet af livet en psykisk lidelse, men alligevel er det fortsat forbundet med stor stigmatisering og manglende forståelse. Mennesker med alvorlig psykisk sygdom lever i gennemsnit 15-20 år kortere end resten af befolkningen. Alligevel er der stadig store forskelle i behandlingen af fysiske og psykiske lidelser.

Den tragiske og frygtelige episode i Fields udstiller endnu engang manglerne i vores psykiatri. En stor undersøgelse tilbage i 2019 viste, at langt de fleste drabstilfælde begået af mennesker med alvorlig psykisk sygdom kunne være undgået ved bedre behandling. Alligevel venter vi stadig på den lovede 10 års plan for psykiatrien, som regeringen gik til valg på for 3 år siden.

Der tales meget om psykisk mistrivsel og om psykiatriens udfordringer, men hvor bruges der meget tid på at snakke udenom. Gid der var politikere i både den nuværende og den tidligere regering, som ville stå ved deres svigt og vise reel vilje til handling. Det politiske svigt har kostet dyrt både menneskeligt og økonomisk i livskvalitet, dødsfald og manglende beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Samtidig må skyderiet i Fields ikke få os til at tro, at alle mennesker med psykiske lidelser er farlige og potentielle drabsmænd. Mennesker med psykiske lidelser er først og fremmest mennesker, der har brug for en individuel helhedsorienteret indsats – ud fra deres egne behov og ikke systemets behov.

Kristendemokraterne har længe haft et markant løft af psykiatrien som en mærkesag. Derfor har vi også i vores 2030-plan finansieret og afsat 6 mia. kroner netop til psykiatrien.

Vores prioriteringer i psykiatriforhandlingerne vil være:

Flere psykiatrihuse og større behandlingskapacitet både ambulant, fremskudte funktioner og flere sengepladser, så det er borgerens behov og ikke kapaciteten, der styrer hvilken behandling, der tilbydes.

Markant løft af løn- og arbejdsvilkår i psykiatrien herunder også muligheder for efteruddannelse, så der er medarbejdere nok til at give nærvær og kvalitet i indsatsen.

Flere PEER-medarbejdere, der selv har været i psykiatrien, er værdifulde til at give håb, være i øjenhøjde og forebygge magtanvendelser.

Større tværfaglighed f.eks. flere fysioterapeuter, ergoterapeuter og socialrådgivere, hvilket skal bidrage til en opprioritering af de ikke-medicinske behandlingsmetoder og forbedre muligheder for at skaffe mere personale f.eks. er der psykiatere, der i dag bruger tid på opgaver, som socialrådgivere kunne løse.

Mere forskning generelt i psykiatrien og særligt i ikke-medicinsk behandling og mere fokus på evaluering og udfasning af medicinforbrug.

Forebyggelse og tidlig indsats herunder flere sundhedsplejersker og socialrådgivere, der kan tage hånd om sårbare familier og et stærkt civilsamfund med fællesskaber for alle.

Hurtig henvisning og udredning af børn, der har udfordringer. Alt for mange venter i månedsvis, og det er ødelæggende for børnenes udvikling og det lægger et voldsomt pres på familien.

En styrket familiepolitik, hvor børnefamilier har langt mere frihed til at indrette sig, så det passer den enkelte familie, minimumsnormeringer i daginstitutioner der giver flere og mere nærværende voksne for de børn der er der, og en bedre og tidligere støtte til sårbare familier.

Udbredelse af IPS-metoden, som er en måde at få mennesker med psykiske lidelser i beskæftigelse gennem en individuel støtte med udgangspunkt i den enkeltes behov og drømme. Det er en metode, der har rigtig gode resultater i de kommuner, hvor den bruges.

Langt mere udbredelse af åben dialog, der er en tilgang, der inddrager borgerens private og professionelle netværk. Pårørende er en værdifuld ressource, der skal inddrages aktivt.

Bevægelsen En million stemmer har sammen med KD og andre råbt op i årevis uden at der for alvor er sket noget. De faglige anbefalinger til 10 års plan for psykiatrien har ligget klar i månedsvis. Vi skal have en plan, der både i indhold og finansiering