Livsstil og forbrug

Bred politisk opbakning til 5G-udbygning

75% af befolkningen vil i 2025 have adgang til et hurtigere 5G-mobilnet.

Der sikres nu mulighed for at supplere udrulningen af 5G-nettene med endnu hurtigere 5G-forbindelser. Et bredt flertal er blevet enige om at udbyde nye frekvensbånd til mobilselskaberne, der muliggør udrulning af endnu hurtigere 5G-net.

I 2025 vil mindst 75 pct. af Danmarks befolkning have adgang til nye, hurtige 5G-mobilnet. Det er resultatet af en bred politisk enighed på Christiansborg om at udbyde nye frekvenser til mobilselskaberne. Bag denne enighed står partierne Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

– Danskerne skal kunne sætte deres lid til, at der er stabile, hurtige og sikre mobilnet med den nyeste teknologi til deres rådighed. Derfor er jeg glad for, at der er bred enighed om, at vi nu stiller de frekvenser, der sikrer de meget hurtige 5G-bredbåndsforbindelser, til rådighed for mobilselskaberne, siger klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Det forventes, at frekvenserne, der efter planen skulle have været udbudt i 2020, nu bliver udbudt i marts 2021. Flere mobilselskaber har allerede påbegyndt udrulningen af 5G, som er tilgængelig i store dele af landet. For at få glæde af de hurtige hastigheder og nye tjenester på 5G-nettet, skal man som forbruger anskaffe en mobiltelefon, der er beregnet til 5G.

Krav om dækning i lokalområder

Der er også politisk enighed om at forbedre mobildækningen ved den kommende frekvensauktion. Selvom Danmark har god mobildækning, er der stadig lokale områder, hvor dækningen ikke er tilstrækkelig. Når mobilselskaberne får rådighed over de nye frekvenser, bliver de samtidig forpligtet til at dække 122 mindre, lokale områder rundt i hele landet med minimum 30/3 Mbit. 

Se oversigtskort over de 122 områder via dette link.

– Vi ved, at mobilselskaberne er klar og på trapperne med 5G. Det, at frekvenserne nu kommer ud så hurtigt som muligt og uden for mange unødige krav, gør, at alle danskere og danske virksomheder lige så hurtigt kan få gavn af de nye, intelligente og superhurtige mobilnet. Det kommer til at have afgørende betydning for fremtidens spændende og nødvendige automatiseringer, siger Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Fakta

  • 5G er femte generations mobilnet.
  • 5G vil give ekstremt pålidelig kommunikation, gøre det muligt at håndtere endnu flere samtidige brugere og enheder og give datahastigheder, der er op til 100 gange hurtigere end i de nuværende 4G-net.
  • Præcisionen og pålideligheden bliver med 5G så god, at vi kan bruge den mobile teknologi til helt nye formål, fx førerløse biler, droner og autonom styring i industrien.
  • 5G forventes særligt at kunne medføre en lang række effektiviseringsgevinster ved erhvervsmæssig anvendelse i forskellige sektorer. Det kan være i forhold til automatisering inden for landbrug, industri, energi, sundhed og transport samt i store dele af den offentlige sektor.
  • 5G kræver nye telefoner hos brugerne.

Kommentarer