Af Mette Nielsen, Socialdemokratiet

Børn og unge er halvt så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre var i deres barndom. De er også markant mindre ude end deres egen forældre var, da de selv var 5-12 år gamle. Det er fornyeligt kortlagt i en Gallupundersøgelse.

Samtidig med det, så er der både tidligere og større krav til vores børn. Førskole, skoleparathed, nationale tests i skolen, tjekken for det ene og det andet. Alt samme i bedste mening. Men er det klogt at korte barndommen af? Jeg tvivler. Barndommen er jo der, hvor det enkelte menneske formes. Man kan jo ikke skynde sig at dannes som menneske. Når børn skal tage mere ansvar end de ”magter, så skaber vi små voksne. Det er ikke fair og jeg har aldrig hørt om ”små voksne”, som ikke har haft udfordringer med ind i voksenalderen. Prøv at tænke lidt over det.

Vores unge oplever, at de i en tidlig alder skal præstere og leve op til en masse ting. En del af det er skabt af sociale medier. Noget andet skabes af de fællesskaber, som man gerne vil være en del af. For en af de største udfordringer som ung er jo, hvis man ikke lever op til egne krav, fællesskabets ”adgangskode”, forældrenes forventninger og ønsket om at gøre det godt og være vellidt 24/7. Og så er der forventningen om, at man skal ”skynde sig at vide”, hvad man vil uddanne sig til. Begrebet ”fjumre år” har jo ikke bidraget positivt til de unges selvværd, hvis man ikke lige vidste hvad man ville efter 1. sabbat år. Tænk sig, hvis vi kaldte det erfaringssår, så havde det en hel anden positiv betydning. Da jeg selv tog min pædagoguddannelse, tænkte jeg: Dybest set ved jeg ikke, om det der noget for mig. Nu starter jeg, så må vi se, for jeg har jo aldrig prøvet det før, så hvordan skal jeg kunne vide, om det er noget for mig? Det var helt legitimt at tænke sådan i 90`erne. Sådan tror jeg ikke, at mange unge tænker længere. Det skal være perfekt fra starten af. Det er godt nok en stor mundfuld af krav de unges skal leve op til, som er erstattet af ”bare at være sig selv”. Der er mange glansbilleder. Mange facader. Mange ungdoms- og voksenliv som fremstilles ”poleret” og uden nuancer. Vores unge er blevet en generation af perfekthedskultur. Hvem er de ansvarlige? Det er vi voksne sammen med den samfundsstruktur, som vi har skabt, fordi velfærdssamfundet også skulle blive perfekt. Levere resultater, målinger, rette op på dit, dut og dat – og forebygge ”fejl”.

Derudover har Corona selvfølgelig spillet en stor rolle i forhold til ensomhed og mangel på fællesskaber for vores børn og unge. Nu er der nye bekymringer om krig, og om det kommer tæt på. En stor bekymring for mange børn og unger: Er der penge nok ”derhjemme” til både mad og varmeregninger? – og hvad sker der?

Det er bekymrende, at flere og flere børn og unge giver udtryk for en dårligere trivsel. De føler sig pressede. Hvert syvende barn får i 2022 en psykiatrisk diagnose. Men som tidligere nævnt, så er børn og unges mistrivsel er ikke et individuelt problem – det er et samfundsproblem.

Jeg er overbevist om, at vi skal tage handling nu. Så diverse papirer, regneark og alverdens målinger må vige for leg, forskellighed, interesse, nysgerrighed og nærværende relationer mellem børn og voksne. Jeg føler mig overbevist om, at det er både er en god forebyggelse og en god investering i vores børn, som derefter bliver til unge med mod på fremtiden.