Samfund

Billige boliger til ukrainske flygtninge efterlyses i Silkeborg

Foto: Silkeborg Kommune

Ca. 400 ukrainere, heraf ca. 150 børn, har nu fået opholdstilladelse i Silkeborg Kommune. Kommunen efterlyser derfor flere billige boliger til flygtninge.

Godt 400 ukrainere har fået opholdstilladelse i Silkeborg Kommune. Heraf er ca. 50 børn i dagtilbudsalderen mellem 0-6 år, ca. 100 børn er i skolealderen mellem 7-17 år, og ca. 25 er pensionister over 67 år. Det anslås, at ca. 100 ukrainere opholder sig i kommunen på turistvisum, privat indkvarteret hos værtsfamilier, og afventer opholdstilladelse. I de kommende uger ventes yderligere omkring 140 ukrainere at få opholdstilladelse i kommunen.

Billige boliger efterlyses

Ukrainere, der bor hos værtsfamilier, får – når de har fået opholdstilladelse – tilbudt en permanent bolig eller en midlertidig bolig, hvis der ikke er en ledig permanent bolig. Kommunen efterlyser lige nu flere billige boliger til flygtninge, som har opholdstilladelse, men som endnu ikke er kommet i job og dermed kan betale en lidt dyrere husleje. Boliger på min. 2 værelser med en husleje på max 4.000 kr. plus forbrug efterlyses. Udlejere kan kontakte kommunen på tlf. 89 70 10 00.

15 børn på vej i dagtilbud og 110 i skole

15 ukrainske børn er foreløbigt skrevet op til en plads i dagtilbud, og 48 ukrainske elever er begyndt i skole, mens yderligere 62 er på vej til at begynde i skole. Silkeborg kommune har modtageklasser for flygtninge på Silkeborg Ungdomsskole, Skægkærskolen, Sølystskolen, Dybkærskolen og Fårvang Skole. Siden de første ukrainske flygtninge ankom, er der oprettet to ekstra modtageklasser på Silkeborg Ungdomsskole til elever mellem 12-17 år, og fra 1. juni 2022 oprettes yderligere en modtageklasse på Sølystskolen og en på Dybkærskolen.

Ca. 30 ukrainere er kommet i job

Da kun 10-15 % af ukrainerne taler engelsk, skal mange af flygtningene på sprogskole, før de kan få job. Jobcenteret vejleder og hjælper både ukrainere og de virksomheder, som mangler arbejdskraft. Foreløbigt er ca. 30 ukrainere kommet i job.

God kontakt til styrelsen

Silkeborg Kommune har en god kontakt og samarbejde med Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som behandler ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse til udlændinge og understøtter kommunernes integrationsindsats.

 

Kommentarer