Bevægelsesprojekt skal skabe bro til arbejdsmarkedet
Fysisk nedslidning eller dårligt mentalt og fysisk helbred kan gøre det vanskeligt at fastholde et job – eller overhovedet at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Projektet ’Bevæg dig – sammen’ skal hjælpe borgere med netop dét – og motion og bevægelse i de lokale foreninger er løftestangen.
– Vi synes, det er et spændende projekt, hvor vi arbejder sammen på tværs af kommunens afdelinger og med foreningerne. Vi håber at blive klogere på, om bevægelse og tilknytning til foreningslivet kan styrke den sygemeldtes og nedslidtes tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Helle Holm Marcussen, funktionsleder i Beskæftigelsesafdelingen i Silkeborg Kommune.
Skaber et frirum og booster selvværdet
Marie, som har været sygemeldt igennem en længere periode, er begyndt til skovtræning i en lokal forening efter, hun er blevet en del af projektet ’Bevæg dig – sammen’.
– Jeg nyder at komme afsted til skovtræningen, hvor der er fokus på muskel- og cardiotræning. Jeg har fået et frirum fra sygdommen igennem motionen, og det har været med til at give mig et større overskud i min hverdag, fortæller Marie.
Også Mimi, der har været sygemeldt hele året og nu går til zumba en gang om ugen, nyder det fællesskab, som hun igen har fået igennem at danse:
-Det gør mig glad at danse. Og det er samtidig med til at give mig et kæmpe boost, at det her kan jeg rent faktisk godt finde ud af, fortæller Mimi.
En brobygger hjælper dig i gang
En bevægelsesbrobygger er linket mellem borger og idrætsforening. Og er derfor er samtalerne mellem borgerne og bevægelsesbrobyggeren, hvor de sammen finder et foreningsmatch, et vigtigt element i projektets succes.
– Sammen med mig finder borgeren ud af, hvor motivation og barrierer for at deltage i en foreningsaktivitet ligger. Og derefter finder jeg den forening, der matcher borgeren bedst, fortæller Katrine Wichmann, bevægelsesbrobygger i ’Bevæg dig – sammen’ i Silkeborg Kommune.
Håbet er, at et styrket fysisk helbred og bedre trivsel fastholder borgeren i job eller skaber en vej tilbage på arbejdsmarkedet.
– Projektet har kørt siden sommerferien. Og vi kan se, at borgerne er kommet godt i gang i idrætsforeningerne og fastholdes der. Nu ser vi frem til at se, hvordan aktiviteterne i foreningerne påvirker deres tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Marianne Ahrenkiel Søgaard, projektleder for ’Bevæg dig – sammen’ i Silkeborg Kommune.
Kommentarer