Debat og politik

Alle unge mennesker kan noget!

Af Mette Nielsen, Socialdemokratiet

Folketingskandidat, Vestjyllands Storkreds
Byrådsmedlem, Viborg Kommune

Flere unge med særlige behov skal have mulighed for uddannelse og arbejde!

Lad mig sige det helt klart: Vi skal skabe endnu flere og bedre muligheder for mennesker med diagnoser, synlige- og usynlige handicaps.

Dagen før valget blev udskrevet, var jeg på besøg hos Erhvervsskolen Vestjylland i Borris. Erhvervsskolen har en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU: 16-25 år) og et botilbud.

Det var et virkelig interessant besøg. Resultaterne gjorde et positivt indtryk på mig. Det var tydeligt, at resultaterne er skabt ved en faglig, personlig og vedholdende støtte til de unge mennesker. Derudover var der også et tydeligt ønske om, at gøre en forskel for de unge mennesker.

Grundlæggende handler det for mig om, at unge mennesker uanset diagnose eller handicaps skal trives og bakkes op. Også når det er op ad bakke. Eller faktisk allermest når det er op ad bakke. Alle kan noget, så det handler om at finde ud af, hvad den enkelte unge er god til. Nederlag er der nok af for mange. Så den boldgade skal ikke dyrkes.

At de unge ved, at de har nogle trygge voksne, som de kan regne med, sammen med et positivt syn på styrker og fremtiden vil skabe gode resultater – for langt de fleste.

Generelt går det godt med at inkludere flere på arbejdsmarkedet. Men vi både kan og skal altid blive bedre.

I sidste måned viste nye beskæftigelsestal, at der var rekord for personer med forskellige handicaps i forhold til at få et arbejde.

Tak til Direktør Claus Tobler for at fortælle om Erhvervsskolen Vestjyllands resultater, udfordringer og ønsker for fremtiden.

Tak til Dina Raabjerg for initiativet til besøget, og tak til Merietta Bjerregård for god dialog under besøget.

Kommentarer