Debat og politik

42.000 får sms med opfordring om at stemme

Silkeborg Kommune har sendt over 42.000 sms’er ud til borgerne med en påmindelse om folkeafstemningen og en opfordring om at stemme: Vi stemmer! Gør du?

Uanset om vi vil stemme ja eller nej ved folkeafstemningen på onsdag, så er det vigtigt, at vi bruger demokratiet, og at vi viser, at vi vil demokratiet i Danmark. Derfor har Silkeborg Kommune sendt over 42.000 sms’er ud til borgerne med en påmindelse om folkeafstemningen og en opfordring om at stemme: Vi stemmer! Gør du?

Valgforskning viser, at det er vanedannende at stemme. Stemmer vi ved ét valg, er der større sandsynlighed for, at vi også stemmer ved et senere valg. Desuden viser valgforskning, at en enkelt sms kan få flere til at stemme. Vi kender det fra fx lægen eller frisøren, som også sender en sms for at huske os på den aftalte tid.

Valgdeltagelsen anses for at være et af de vigtigste indikatorer på et sundt demokrati. Derfor er det vigtigt, at så mange, som muligt, deltager i folkeafstemningen – uanset om vi vil stemme ja eller nej.

Det er 9. gang ved et valg de seneste 10 år, at Silkeborg Kommune gør en indsats for at få flest muligt til at deltage i et valg med opfordringen: ”Vi stemmer! Gør du?”. Indsatsen omfatter synlighed om folkeafstemningen gennem plakater, sociale medier m.v. samt formidling af viden om, hvad afstemningen handler om. Alle førstegangsvælgere har fået brev om folkeafstemningen med en opfordring om at stemme, og desuden gennemføres en forældrekampagne i daginstitutioner og skoler med opfordringen: ”Ta’ dine børn med på valgdagen. Demokratiopdragelsen begynder fra de er små”. Dertil kommer 42.000 sms’er til borgerne i kommunen.

Datatilsynet tidligere har givet grønt lys for, at kommuner kan henvende sig til borgerne med en sms, hvis det har et sagligt formål, og Indenrigsministeriet har også ved tidligere valg bakket op omkring kommunernes initiativer for at øge valgdeltagelsen, fordi det er vigtigt for demokratiet, at borgerne stemmer. Silkeborg Kommune har fået mobilnumrene fra teleselskaberne. Adresser, der har hemmeligt nummer eller er opført på Robinsonlisten, fordi de ikke ønsker reklamer, er sorteret fra og har ikke fået en sms.

Fakta: Det er vanedannende at stemme

Valgforskning har vist, at det er vanedannende at stemme. Stemmer borgerne ved ét valg, er der større sandsynlighed for, at de også stemmer ved et senere valg. Derfor har Silkeborg Kommune ved samtlige otte valg og folkeafstemninger siden 2013 gennemført større og mindre demokratiindsatser for at sikre en høj valgdeltagelse med opfordringen: ”Vi stemmer! Gør du?”

Kommentarer